Dansk Supermarked meddelte mandag, at man fra starten af januar vil sælge en ny, plantebaseret fars ved navn Naturli’Hakket i samtlige af sine 600 butikker.

Med det nye produkt viser supermarkedskoncernen, der tæller butikkerne Netto, Føtex og Bilka, at man tør tænke nyt.

Det mener Bruno Christensen, der er ekspert i detailhandlen og har mere end 50 års erfaring på området.

»Det her er i høj grad et innovativt tiltag, og det giver Dansk Supermarked en klar konkurrencefordel, så længe de kan være alene med at tilbyde sådan et produkt til kunderne,« siger Bruno Christensen.

Informationsdirektør hos Coop, Jens Juul Nielsen, oplyser til BT, at supermarkedskoncernen, der driver Kvickly, Fakta, Superbrugsen og Irma, også har planer om at introducere den nye type fars. Dog kun i Irma-butikker og på nettet, og altså ikke i lige så bredt omfang som konkurrenten Dansk Supermarked.

Naturli’Hakket er et produkt lavet af blandt andet soja- og hvedeprotein, rødbede, tomat, kokosolie, og ifølge Bruno Christensen er det en vare, der godt kan falde i god jord.

»Du vil have de forbrugere, der fra starten kaster sig over det, fordi det er et produkt, de har efterspurgt, men den største gruppe er dem, der først er skeptiske. Men i det omfang de oplever, at smagen er i orden, og det er et sundere produkt, de spiser, så vil antal af brugere øges,« siger Bruno Christensen.

Produktet kommer til at koste 25 kroner for 400 gram plantebaseret, vegansk fars, og varen er ikke økologisk. Selvom det muligvis kan afskrække nogle forbrugere, mener detaileksperten, at det er en velvalgt strategi.

»En af de barrierer, der i høj grad har været ved de økologiske produkter, har været, at de er for dyre - og stadig er det,« siger Bruno Christensen.

Virksomheden Naturli’ har gennem 30 år arbejdet med plantebaseret produkter, især i form af mejeriprodukter, og direktør Henrik Lund understreger også, at netop prisen på produktet har været en vigtig faktor.

»Det er rimelig banebrydende at få prisen på de plantebaseret alternativer på niveau med det, de skal være alternativ til, så vi er super glade for, at Dansk Supermarked vil sælge 400 gram for 25 kroner, som er ca. prisen for hakket oksekød. Så er det nemmere for forbrugeren at prøve en kødfri dag,« siger Henrik Lund.

Han oplyser, at farsen har taget et år at udvikle.