En fem-årig dreng fra Ringsted faldt tirsdag eftermiddag ud af et vindue og landede på den hårde jord efter et frit fald på syv-otte meter.

Nærmest som ved et mirakel slap drengen fra hændelsen uden fysiske skader, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV 2.

Ulykken skete, da den lille dreng kravlede op i vindueskarmen og selv fik vinduet åbnet. Herefter faldt han de mange meter og landede i noget blødt græs og jord. Han var ved bevidsthed, da nogle voksne nåede frem til ham, men lå og græd, fortæller Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

»Heldigvis slap han uden fysiske skader. Da vi fra politiets side ringede til hospitalet ved 21-tiden, sad han og så tegnefilm i fjernsynet. Det er jo fantastisk, at han slap så heldigt fra det. Var det en voksen, der var faldet, så var det næppe endt så lykkeligt,« siger han.

Alarmcentralen fik meldingen om ulykken klokken 16.18, og drengen blev herefter hastet til undersøgelse og behandling på Rigshospitalet i København, hvor det heldigvis endte godt.