Hjørring Citybus er tirsdag blevet erklæret konkurs. 100 job er i fare.

Busselskabet Hjørring Citybus er ifølge Nordjyske Medier blevet erklæret konkurs ved Skifteretten i Hjørring tirsdag dag.

Direktør Henning Christensen fortæller, at busselskabets konkurserklæring skyldes, at selskabet ikke har været i stand til at få rettet op på økonomien - ud over det skyldes det ifølge direktøren også dårligt helbred.

Det hele startede sidste sommer, da politiet vurderede, der var problemer med bremserne på de mange busser fra Hjørring Citybus, der skulle stå for transporten under fodboldturneringen 'Dana Cup'.

»Det er det meget hårde marked for busdrift, myndighedernes krav til os, specielt i forbindelse med Dana Cup, hvor helt nysynede busser blev kasseret, samt et større dieseltyveri, som har taget livet af os«, siger Henning Christensen til Nordjyske Medier og fortsætter.

»Derfor har jeg besluttet at indgive vores egen konkursbegæring i håb om, at der kan findes en løsning, som redder busdriften i Vendsyssel, de godt 100 arbejdspladser, bankens og kreditorernes tilgodehavender.«

Busselskabet har endnu ikke afleveret regnskab for 217, men 2016 viste dog et underskud på 262.397 kroner.

44 af bussens ruter er ramte af konkursen.