Et mirakel er måske ikke engang nok til at redde besætningen på den forsvundne argentinske ubåd. Selv i det mest positive scenarie har de 44 søfolk ombord på ARA San Juan nemlig ikke gode chancer for at overleve, vurderer ekspert.
Et sted på bunden af Atlanterhavet sidder 43 mænd og en enkelt kvinde i en nødstedt ubåd og venter på deres skæbne. Hvis de altså stadig er i live. Måske er de allerede døde i en brand, eksplosion eller en anden katastrofe på båden. Det er der ingen, der ved, lige nu.
Hjemme på flådebasen i kystbyen Mar del Plata i det østlige Argentina sidder deres familier og frygter det værste, mens de beder til de højere magter om et mirakel. Men det tragiske ved søfolkenes situation er, at selv hvis de bliver fundet i tide, er det slet ikke sikkert, at de overlever.
Eftersøgningsmandskabet arbejder om kap mod uret for at finde den argentinske ubåd ARA San Juan, som har været forsvundet siden onsdag. Ubåden var på vej hjem til flådebasen fra en rutinemission ved Ushuaia i det sydligste Sydamerika, da den fik problemer med batteriet.
Der er en række heldige faktorer, der skal gå op i en højere enhed, før de 44 besætningsmedlemmer kan blive reddet og komme sikkert i land. Det er nemlig slet ikke så lige til at bjærge folk fra en forlist ubåd:
For det første skal ubåden være hel. Hvis den er sprunget læk, og der er fosset vand ind i båden, er det fatalt.
Derudover er vejret et problem. Redningsmandskabet melder om dårligt vejr og bølger helt op til seks meter, og det gør det vanskeligt at arbejde i området.
Det er også et stort spørgsmål, hvor ubåden i det hele taget er. Skibe har de seneste dage arbejdet på højtryk i et kæmpe område i Atlanterhavet ved Agentinas kyst, men igen ved præcist, hvor båden er.
Ifølge ABC News kan netop ubådens og besætningens evne til at holde sig skjult være det, der gør, at de ikke bliver fundet. En ubåds natur er at sejle 'under radaren,' og hvis båden har været på en hemmelig mission - for eksempel omkring Falklandsøerne - er det ikke sikkert, at dens rute er kendt af myndighederne på land.
Mandag rapporterede CNN, at to skibe i eftersøgningen havde opfanget dunkelyde, som lød, som om der blev banket med værktøj på indersiden af ubådens skrog, omkring 360 kilometer ud for Argentinas kyst. Stedet passer med den rute, ubåden skulle sejle, men det viste sig senere, at lydene ikke havde noget med ubåden at gøre.
Det vigtigste lige nu er naturligvis at finde ubåden i tide. Det vil sige, inden ilten om bord slipper op. Der er tilsyneladende mad og væske nok om bord til flere uger, men ilten bliver hurtigt et problem. Hvis de stadig er i live, kan besætningen tælle timerne og minutterne til, at livet er slut. Ubåden har nemlig været væk i seks dage. Den har kun ilt nok om bord til syv.
Hvis vi forestiller os, at søfolkene sadig er i live og ligger et sted på havets bund og håber og venter på at blive fundet, så kan selv nok ikke den vildeste fantasi forestille sig, hvordan de har det lige nu. Ét er de rent fysisk udfordringer, de bliver udsat for. Noget helt andet er, hvordan de hver især og som gruppe klarer truslen om at stå ansigt til ansigt med døden.
Dagbladet Politiken har talt med kommandørkaptajn Jan Olav Skogøy, som var kaptajn på den sidste danske ubåd 'Sælen'. Han tror, at besætningen lige nu kæmper mod desperationen og gør alt, hvad de kan for at bevare fatningen og sikre disciplin og moral. Det kan nemlig ikke udelukkes, at nogle af søfolkene pludselig opfører sig uhensigtsmæssigt og dermed bringer sig selv eller deres kammerater i fare, siger han.
Den tidligere danske ubådskaptajn understreger, at besætningen lige nu skal fokusere på to ting: De skal forsøge at overleve længst muligt. Spare på ilten, mindske udåndingen og spare på strømmen. Og så skal de samtidig gøre alt, hvad de kan for at blive fundet af de skibe og fly, som lige nu leder efter dem.
Besætningen har flere muligheder for at sende signaler til omverdenen: De kan sende radiobøjer, nødraketter og måske udløse redningsflåden, som - hvis ubåden ikke ligger for langt nede - kan drive op til overfladen og markere, hvor båden er.
Og endelig: Skulle det lykkes at finde ubåden og dens besætning i tide, bliver det meget, meget svært at redde dem. Meget afhænger af, hvor dybt båden ligger. En løsning kan være at fylde ubåden med vand, så den stiger op til overfladen, men så får mandskabet dykkersyge, og det vil være noget af en udfordring at behandle 44 mennesker på en gang ude midt på havet. Den danske ubådskaptajn, som Politiken har talt med, nævner også muligheden for at bruge en dykkerklokke og få søfolkene over i det, men det kræver godt vejr.
»Der er desværre nogle ting, der taler imod en lykkelig udgang. Der er vejret, men først og fremmest det, at ubåden ikke er fundet. Hvis de først er lokaliseret, så findes der systemer i dag, som vi i hvert fald i min tid som kaptajn satte vores lid til,« siger kommadørkaptajn Jan Olav Skogsøy til avisen.
»Men der er en enkel helt afgørende forudsætning: At de bliver fundet. Og der kan jo være sket alt muligt med ubåden.«
