Tinderbox blev ikke udsolgt i år, alligevel er arrangørerne stolte af den tredje udgave af musikfestivalen.

Odense. De sidste gæster har rykket teltpløkkerne op og forladt Tusindårsskoven i Odense, efter at den tredje udgave af musikfestivalen Tinderbox lukkede lørdag aften.

- Vi er super glade, det har været fantastisk. Alt er forløbet, som det skulle. Fredeligt og roligt, siger festivalens talsmand, Morten Hopballe.

Over de tre dage samlede festivalpladsen hver dag op mod 36.000 musikglade mennesker foran de fire scener. Sidste år blev de 40.000 billetter udsolgt.

Og selv om at der i år var plads til 4000 gæster mere foran scenerne, er arrangørerne tilfredse med fremmødet.

- Vi er stolte, også selv om vi ikke havde udsolgt i år. Vores festival er tre år gammel, og at vi kan samle så mange tusinde mennesker i skoven er en kæmpe succes, siger Hopballe.

Det mest mindeværdige øjeblik for Morten Hopballe var, da Thomas Helmig gik på scenen fredag aften.

- Han formår bare at få publikum med, siger Hopballe.

Den 20-årige hollandske dj Martin Garrix var sidste musikalske indspark. Verdensstjernen lukkede festivalen bag dj-pulten klokken 02.30 natten til søndag.

- Det brag, han præsenterede, var helt enormt og fik publikum fuldstændig med. Vores gæster har været gode. De var nærværende og startede en fest, siger Morten Hopballe.

Et friluftsbad inviterede gæsterne til en dukkert for første gang i år, og det regnfulde danske sommervejr var ikke en hindring for at trække i badebukserne.

- Et par hundrede gæster hoppede i hver dag, men især fredag var der regn, og det havde selvfølgelig en betydning. Og vi er glade for at have givet mulighed for en svømmetur, siger Hopballe.

Festivalen rykker weekend i 2018, og den fjerde udgave af Tinderbox vil byde sine gæster velkommen fra 28. til 30 juni.

- Det er en taktisk manøvre, fordi mange andre store europæiske festivaler også rykker deres program en uges tid. Sådan slipper vi også for at ligge oven i alle studenterfesterne, siger Hopballe.

DAD, Suspekt, Mø og Tina Dicow var blandt de danske kunstnere, som spillede på festivalen, mens udenlandske kunstnere som Kings of Leon, Sean Paul og Pet Shop Boys også var på plakaten.

/ritzau/