340.000 pensionskunder får en ekstra god start på det nye år. Industriens Pension har nemlig valgt at sætte omkring 2 mia. kr. ekstra ind på deres opsparinger, som de har til gode hos Skat.

Industriens Pension giver sine kunder forskud på en klækkelig skattegave, som de ellers først ville få udbetalt af Skat i 2017. Årsagen er, at selskabet i 2011 ændrede alle pensionsordninger fra gennemsnitsrente til markedsrente. I den forbindelse fik 340.000 af selskabets 400.000 kunder overført 13,3 mia. kr. til deres opsparinger, da der ikke længere var behov for de store reserver til at sikre en stabil rente.

Men selvom der allerede var betalt 15,3 pct. i pensionsafkast-skat af reserverne, trak Skat pengene én gang til.

- Vi kom lidt i klemme på grund af et hul i lovgivningen. I praksis betød det, at Skat i overensstemmelse med loven skulle opkræve pengene og så betale dem tilbage efter fem år, hvilket er normal procedure, når skatten er urimelig, siger Laila Mortensen, adm. direktør i Industriens Pension.

Kort før jul blev hullet lappet i den forstand, at staten er blevet pålagt at forrente pengene i den periode, de tilbageholdes. Det åbnede for, at Industriens Pension kunne udbetale de mange urimeligt opkrævede skattekroner nu i stedet for i 2017.

- Vi synes ikke, at vores kunder skal vente så længe. Mange af dem er timelønnede og skifter ofte job. Og hvis de i den forbindelse også skifter pensionsselskab, så vil de gå glip af at få pengene tilbage fra Skat, hvis det først sker om fem år. Derfor har vi sagt, at nu lægger vi pengene ud.

Og det er ikke småpenge, Industriens Pension har lagt ud for at sikre, at alle får deres fulde del af de fælles pensionsreserver. Eksempelvis har en kunde, som fik overført 100.000 kr. i 2011, fået forhøjet opsparingen med 15.300 kr. I alt har selskabet overført 2 mia. kr., hvilket svarer til, at hver af de 340.000 medlemmer i gennemsnit har fået ca. 5.900 kr. ekstra til at forsøde pensionisttilværelsen.

Læs mere i BT onsdag.