Omkring 30.000 danskere er i weekenden draget til Frankrig for at overvære 24-timers løbet Le Mans.

Det berømte racerløb har i mange år været lig med fire dages fest, farver og fuld fart. Men det er langt fra tilfældet i år. Efter lørdagens tragiske ulykke, hvor den 34-årige danke Allan Simonsen omkom, har stemningen ved årets løb været meget trykket, fortæller Ole Lilholt, der er direktør i Grand Prix Tours, der hvert år arrangerer rejser til Le Mans.

- Jeg har været hernede 15 år i træk, og i år er helt sikkert en meget anderledes tur. I den danske lejr har der været stille siden ulykken, og mange har efterfølgende været i tvivl, om de skulle tage hjem eller blive og se det sidste, siger han.

Også søndag eftermiddag, da løbet blev afgjort, og danske Tom Kristensen kunne fejre sin niende Le Mans-sejr, valgte flere danskere at blive væk fra området og i stedet se afslutningen på storskærm på den teltplads, hvor størstedelen af danskere bor.

- Sidste gange Tom Kristensen vandt, løb alle rundt nede på pladsen med Dannebrog og jublede og sang nationalsang. Sådan er det slet ikke i år. Vi klappede selvfølgelig, da han vandt, og vi er meget stolte. Men alle er stadig chokerede efter det, der er sket med Allan Simonsen, siger han.

Jacob Kristensen, direktør for K-rejser, der ligeledes arrangerer rejser til Le Mans, har også mærket en tydelig reaktion på de 3.000 danskere, han har med til årets løb.

- Det er en sport, som vi elsker meget, meget højt, så det er kommet som et stort chok. Vi havde besøg af kørene i vores camp fredag, og der var Allan jo også med. Han stod oppe på scenen sammen med de andre og jokede, og så sker sådan en ulykke kort tid efter. Det er så frygteligt, siger Jacob Kristensen, der i øvrigt er lillebror til årets vinder Tom Kristensen.

- Mange af os går rundt hernede med den blandede følelse af, at vi er utrolig stolte over Tom, men samtidig har en frygtelig uro i maven på grund af Allans død, siger han.

Ole Lilholt fortæller desuden, at han andre år har oplevet, hvordan festen stadig er fortsat hele vejen tilbage til Danmark.

- Sådan bliver det slet ikke i år. Mange er begyndt at køre hjemad, og det foregår stille og roligt. Og faktisk har folk prøvet at sætte de fleste Dannebrog på halvt siden ulykken.