IT-virksomheden IIH Nordic indførte den 1. februar permanent en 30-timers arbejdsuge. Positivt, mener strategisk rådgiver og medstifter af Familiepolitisk Netværk, Karen Lumholt.

Ændringen sker efter en treårig prøveperiode. For selvom virksomheden i begyndelsen tabte en del penge på den forkortede arbejdsuge, så er skuden vendt og IIH Nordic har netop sat omsætningsrekord, hvor de har øget deres omsætning med hele 20 procent i det sidste kvartal, fortæller ejer af IIH Nordic, Henrik Stenmann, til BT.

Han ønsker dog ikke at tildele hele æren til den forkortede arbejdsuge. Ifølge Henrik Stenmann har det også været en væsentlig faktor, at hele IT-branchen generelt oplever stor vækst for tiden.

Men selv om et øget overskud for sin vis er en positiv ting for en virksomhed, så er det langt fra den eneste fordel, som den forkortede arbejdsuge har medført.

»Det er bevist fra Sverige, at det medfører rigtig mange positive ting at forkorte arbejdsugen. Det skaber større arbejdstilfredshed, mindre sygdom og mindre medarbejdergennemstrømning. Det anslås, at en virksomhed bruger helt op mod én million kroner, hver gang en medarbejder skiftes ud. Derfor er der rigtig mange penge at spare,« siger Karen Lumholt til BT.

Hun understreger dog også, at det er vigtigt, at medarbejderne lærer ikke at lade arbejdet fylde for meget i deres privatliv. For ellers ender det med, at arbejdet bliver lavet derhjemme, fordi de ikke tør sige til deres chef, at de ikke kan nå alle opgaverne. De er nemlig bange for at blive opfattet som ineffektive. Men den bekymring er måske overflødig.

»Folk er lige så effektive på 30 timer som på 37, fordi man bruger to timer på at være træt i løbet af en 7,5-timers arbejdsdag, hvor man laver overspringshandlinger,« forklarer hun.

Det kan Henrik Stenmann nikke genkendende til. Dog har det krævet en del tilvænning i IIH Nordic. Det har blandt andet været nødvendigt at stramme op på arbejdsopgaverne og rutinerne. Møder må eksempelvis kun afholdes, hvis der er et klart formål, og det er vigtigt, at der er en fast tidsramme.

»Vi har også inddelt medarbejdernes arbejdsopgaver i A, B og C-kategorier, og bagefter uddelegeret alle opgaver, som vores medarbejdere er overkvalificerede til, som for eksempel korrekturlæsning, bookning af møder og tidsregistrering,« fortæller Henrik Stenmann.

Alligevel har det ikke udelukkende været en dans på roser for virksomheden. Der har været en lang tilvænningsperiode og tiltagene er blevet implementeret langsomt.

»Jeg plejer at sige, at virksomheden kan sammenlignes med symfoniorkesteret. Hvis én spiller falsk, så går det ud over alle de andre. Det er også derfor, jeg siger, at 30-timersugen ikke er en løsning for alle,« uddyber Henrik Stenmann.

For nogle medarbejdere har det nemlig ikke været en fordel at få forkortet arbejdsugen.

»Nogle af vores medarbejdere har overraskende nok ikke taget det så positivt. Men det er fordi, de er så passionerede. Det svarer til at fortælle en professionel fodboldspiller, at han ikke må træne om fredagen,« siger Henrik Stenmann.

For at få det optimale ud af de timer, som medarbejderne er på jobbet, har IIH Nordic også indført en ny måde at inddele arbejdstiden. Det går ud på, at man arbejder intensivt 25 minutter, hvor telefoner, mails og så videre er pakket væk. Derefter har man fem minutters pause, inden man begynder på 25 minutters intensivt arbejde igen.

Alt i alt er det positivt med en kortere arbejdsuge, hvis man spørger Karen Lumholt. Hun nævner, at det er bevist, at man får de bedste idéer, når man er i såkaldt beta-tilstand – altså når man laver mad, er i bad eller motionerer. Og det giver også plus til virksomheden, som på den måde får mere kreative medarbejdere.