Sydjyllands Politi efterlyste forældrene til en 3-årig dreng, der blev fundet udenfor en børnehave på Askevej i Vejen onsdag formiddag. Nu har drengens mor henvendt sig.

»Vi har netop været i kontakt med drengens mor, så han bliver hentet lige om lidt,« siger vagtchef ved Sydjyllands Politi Nikolaj Hølmkjær til BT.

Det var en pædagog i børnehaven, som bemærkede den lille dreng, som befandt sig udenfor hegnet. Pædagogen tog kontakt til drengen og kunne hurtigt konstatere, at han ikke hørte til blandt institutionens børn.

»Det viste sig, at han var gået hjemmefra,« fortæller vagtchefen.

Heldigvis skete der ikke drengen noget. Politiet efterlyste hans forældre, eller andre der savnede ham, fordi drengen ikke var stand til at fortælle dem, hvem han er.