Styrelsen for Patientsikkerheds kontrol handler mere om petitesser end reelle risikofaktorer, lyder det.

København. Flere end 2700 læger retter i et fælles brev kritik mod Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det skriver Information og avisen Danmark.

Styrelsen udviser en aggressiv skyldskultur rettet mod enkeltpersoner og mangler helt fokus på de mere overordnede problemer i sundhedsvæsenet.

Dens kontrolbesøg handler mere om petitesser end om reelle risikofaktorer, og dens øgede krav til dokumentation er helt ude af trit med virkeligheden på sygehusene, står der blandt andet i det åbne brev.

Brevet kaldes for en mistillidserklæring. Initiativtager er Kristian Rørbæk Madsen, der er overlæge på Odense Universitetshospitals intensivafdeling.

Han mener, at styrelsen det seneste år er gået helt over gevind i forhold til politianmeldelser og kontrol af lægerne.

- Styrelsen går nu i sulet på almindelige læger, der bare passer deres arbejde, siger han til Information.

- Vi læger ønsker os også en stærk styrelse, der sikrer patientsikkerheden og er handlekraftig over for de brodne kar. Men problemet er, at man er gået alt for vidt og har indført en individuel bebrejdelseskultur, hvor vi ser politianmeldelser af læger, der har udfyldt en dødsattest fejlagtigt.

Han henviser til, at en klinikchef på Rigshospitalet blev politianmeldt, efter at en dreng døde af meningitis.

Formanden for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing, støtter op om kritikken.

- Jeg tager det her brev og de mange underskrifter som et meget alvorligt signal om, at de er frustrerede over det nuværende system, hvor de prioriterer straf og skyld over læring, siger han til Ritzau.

En af de sager, som lægerne er kritiske over for er den såkaldte Svendborgsag.

Her blev en yngre kvindelig læge fra Svendborg Sygehus idømt en bødestraf ved landsretten for at have udvist grov forsømmelse og skødesløshed i behandlingen af en sukkersygepatient, som senere døde.

Denne sag mener Andreas Rudkjøbing også er kritisabel. Han håber, at erklæringen vil få styrelsen til at ændre praksis.

- Jeg håber på, at det er noget, som gør udtryk på Styrelsen for Patientsikkerhed. Vi har peget på det overordnede princip om, at der skal være en bedre balance, siger han.

Styrelsen for Patientsikkerhed blev grundlagt i 2015 efter adskillige skandalesager, hvor det kom frem, at tilsynet med læger og sygeplejersker i det daværende Sundhedsstyrelsen i nogen grad var fraværende.

Efterfølgende blev der gennemført en række lovstramninger, der skulle rette op på det mangelfulde tilsyn.

Direktøren i Styrelsen for Patientsikkerhed, Anne-Marie Vangsted, beklager, at lægerne føler sig mistænkeliggjort.

Ifølge Information politianmeldte styrelsen sidste år 12 læger for grov forsømmelighed. Det er seks gange så mange, som i årene før.

- Det følger af den nye lovgivning, at vi skulle stramme op på det tidligere virke, derfor er sagsgangene lagt om, og det har betydet, at der er kommet flere politianmeldelser, siger Anne-Marie Vangsted til Information.

/ritzau/