Med et ønske om at skabe deres egne job valgte to 27-årige danskere at opsige deres velbetalte job, kappe linen over til faldskærmen og springe i frit fald ud i iværksætterdrømmen med en ambition om at 'københavnisere' tiden - tiden er nemlig et væsentligt aspekt i de to unge herrers iværksætteri.

»Vi havde ikke i vores vildeste fantastisi forestillet os, at vi ville komme så langt på så kort tid.«

Ordene kommer fra Vasilij Brandt og Pascar Sivam, der kommer fra henholdsvis Fredericia og Skanderborg. Sammen startede de tilbage i juni måned urmærket Nordgreen, der på ganske kort tid eksploderede i vækst, da de ved hjælp af crowdfunding solgte ure for 100.000 kroner på bare to timer. To uger efter rundede de den første million i salg.

»Vi havde sat os et ret ambitiøst mål om, at 100 skulle købe et ur, der koster lige under 1.000 kroner. Pludselig kunne vi se, at salget eksploderede, og det blev bare ved og ved. Det var en fantastisk følelse, at der var så mange, der godt kunne lide vores ure,« fortæller de to unge iværksættere og tilføjer, at netop crowdfundingen også givet dem mulighed for god feedback fra kunderne.

De to mødte hinanden på universitetet tilbage i 2010 og allerede dengang var de begge sikre på, at de ville kaste sig ud i iværksætteri. Og selv om tanken om at starte allerede dengang strejfede dem, så blev de imidlertid enige om i første omgang at fuldføre deres uddannelse og få et job.

Urene fra Nordgreen Scandinavia er designet af Jakob Wagner, der blandt andet har designet for B&O.
Urene fra Nordgreen Scandinavia er designet af Jakob Wagner, der blandt andet har designet for B&O. Foto: Nordgreen Scandinavia
Vis mere

Og det var tilsyneladende en god idé. Efter endt uddannelse blev Pascar Sivam ansat som konsulent hos det verdenskendte konsulenthus McKinsey & Company, mens Vasilij Brandt fik job hos britiske The Hut Group - med andre ord: Velbetalte jobs hos to store og anerkendte virksomheder.

Men trods den trygge økonomiske tilværelse var livet som lønmodtager ikke lykken for Vasilij Brandt og Pascar Sivam, og da de i starten af 2017 igen luftede tanken om iværksætteri for hinanden tog det fart. Begge har en stor passion for ure, så produktet lå ligefor og i marts 2017 blev begge jobs opsagt, og et Rolex-ur solgt for at rejse kapital.

»Vi ville gerne lave et ur, der 'københavniserer' tiden, så kiggede vi efter en designer, der kunne hjælpe os med at designe et ur i ægte skandinavisk design, som tilmed kunne købes til en fair pris,« fortæller de to og fortsætter:

»Så faldt vi ret hurtigt over Jakob Wagner, der har designet for blandt andre B&O, og efter ganske få møder havde han de første ideer til, hvordan urene skulle se ud, og siden begyndte en længere design-proces.«

Med et færdigt design på plads trådte designer Jakob Wagner også om bord på projektet, og over sommeren kunne de fremvise de første 3D-printede ure. Det foregik ved Den Lille Havfrue i København, hvor Vasilij Brandt og Pascar Sivam brugte timer på at præsentere urene for turister, der på sigt kunne blive potentielle kunder.

»Vi ville gerne have noget internationalt feedback på vores design, og vi har brugt de input, som vi har fået fra vores kunder. Det var også en af grundene til, at vi gik med det design, som vi nu har gjort.«

Siden har pilen udelukkende peget i én retning for Nordgreen. Med en stærk investor i ryggen og salgstal, der på bare to uger rundede en million danske kroner, er trioen også klar til endelig at lancere virksomhedens foreløbig tre ure midt i februar.

Men selv om det hele lyder godt, så har det langt fra været en dans på roser, understreger de.

»Skal vi gøre det, så skal vi også gøre det ordentligt. Så vi arbejder langt over 50 timer om ugen, og vi bruger de fleste af vores vågne timer på kontoret, og det betyder selvfølgelig, at man må give afkald på noget andet. Men det er også fedt at prøve«

Derfor er det også en fordel, at de to har kendt hinanden i så mange år, fortæller de.

»Det er jo klart, at der i sådan en proces er mange ting, som vi kan være uenige om, men heldigvis er vi bedste venner, og det hjælper nok på det.«

I dag har Nordgreen 20 personer ansat, der alle arbejder hen mod lanceringsdatoen af urene i midten februar, hvor man går i luften i 14 lande. De personer, der har købt et Nordgreen-ur via crowfunding kan se frem til at modtage deres produkt i marts måned.