Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

En 25-årig kvinde er kørt til Rigshospitalet, efter at hun onsdag aften blev ramt af en køreledning, da hun kravlede op på en togvogn ved Danshøj Station i København.

Det oplyser Kristian Aaskov, der er vagtchef ved Københavns Politi. Han fortæller, at kvindens tilstand er kritisk.

»Det er altid alvorligt, når man bliver ramt af en køreledning,« siger vagtchefen til BT.

Hvem kvinden er, oplyser politiet ikke, men der er ikke tale om en DSB-ansat.

Politiet er i gang med at underrette de pårørende om episoden.

Ulykken skete på Vigerslev Godsvej i Valby. Politiet ved endnu ikke, hvad der helt nøjagtigt er sket, og om det var et uheld der førte til, at kvinden kom i kontakt med en køreledning.

Derfor håber de, at de kan tale med kvinden på et tidspunkt og finde ud af, hvad der er sket.

Københavns Politi modtog anmeldelsen kokken 18.16.

Kristian Aaskov oplyste klokken 19, at ulykken skaber forstyrrelser i togtrafikken mellem Københavns Hovedbanegård og Høje Taastrup Station.

Banedanmark oplyser, at der ikke er tale om en løsreven køreledning, da der ikke er konstateret fejl på baneanlægget.

/ritzau/