Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

En 25-årig kvinde er lagt i kunstigt koma, efter hun onsdag aften blev ramt af en køreledning i København.

Det fortæller sagsleder ved Københavns Politi, Bo Kluxen, til BT.

»Der er tale om en ung kvinde, der, sammen med en anden person, onsdag aften er kravlet ind over et hegn til et afspærret godsbaneområde ved Danshøj Station i Valby. Herefter har den 25-årige kvinde i kådhed kravlet op på taget af et holdende godstog, hvor hun han ramt en overhængede køreledning med hovedet,« siger sagslederen til BT.

Ulykken skete på Vigerslev Godsvej i Valby, og Bo Kluxen oplyser desuden, at den 25-årige fik en kraftig mængde strøm gennem kroppen samt forbrændinger på omkring 60 procent af kroppen efter sammenstødet med køreledningen. Efter ulykken var kvinden umiddelbart ved bevidsthed, men ifølge Bo Kluxen i stærke smerter. Hun blev efterfølgede kørt til Rigshospitalet, hvor hun er blevet lagt i kunstigt koma. De pårørende er blevet underrettet i sagen.

Ifølge Bo Kluxen må kvindens tilstand fortsat betegnes som værende yderst kritisk med risiko for, at den 25-årige kan have pådraget sig hjerneskade efter episoden.

Københavns Politi har ikke sat navn på den 25-årige kvinde, men kunne onsdag aften oplyse, at der ikke var tale om en DSB-ansat. Banedanmark kunne desuden fortælle, at der ikke var tale om en løsreven køreledning, da der ikke var konstateret fejl på baneanlægget.