Sammen med tusindvis af andre løbere gennemførte Sara Hilstrøm i dag en løbedistance på knap 22 kilometer gennem Københavns gader.
Men hendes præstation må siges at være noget helt ud over det sædvanlige.
Ind til den 23-årige kvinde blev erklæret rask i februar sidste år, var hun igennem et voldsomt sygdomsforløb med livstruende lymfekræft, hvor hun nærmest ikke kunne bevæge sig væk fra sygesengen.
Søndag eftermiddag passerede hun målstregen til Copenhagen Half Marathon – med kræften lagt bag sig og euforisk følelse i kroppen.
»Det gik over alt forventning, og det var super sjovt at være med,« lyder det fra Sara Hilstrøm, der til daglig læser psykologi og kommunikation på Roskilde Universitet.
I dag kan man slet ikke se på den seje løber, at hun havde døden tæt inde på livet for bare halvandet år siden.
Det hele startede i april 2013, hvor den dengang 21-årige pige pludselig vågnede en morgen med kraftige smerter i det ene øje.
Hun troede bare, at hun havde fået noget i øjet, men da det fortsatte i flere dage, gik hun til øjenlæge. Her blev det konstateret, at hun havde regnbuehindebetændelse.
»Det er meget normalt i min alder, så jeg troede ikke, at det var noget særligt. Men efter et stykke tid begyndte det andet øje også at gøre ondt, og da jeg var til tjek igen, sagde de, at den var helt gal. De havde aldrig set et så slemt tilfælde, hvor det var gået så hurtigt,« fortæller Sara Hilstrøm.
Øjensygdommen op til behandlingen gjorde hendes næsten blind:
»Jeg kunne kun kunne se fem procent på det ene øje og én procent på et andet. Det var som at åbne øjnene under vand.«
Sara Hilstrøm blev sendt akut på hospitalet, hvor der blev foretaget en lang række undersøgelser.
»De tog blandt andet røntgenfotografi af mine lunger, og der kunne man se, at der var noget på den ene lunge. Det var første gang, at jeg blev bange. Så blev jeg sendt videre til en lungeafdeling, hvor de også tog en masse prøver. Her sagde lægen til mig, at de ikke kunne finde ud af, hvad det var. Men det eneste, han kunne sige med sikkerhed var, at jeg ikke havde kræft. Og han spurgte om, jeg ikke bare kunne være glad for det.«
Med den udmelding fra lægen, havde Sara ingen som helst mistanke om kræft. Og senere fik hun også at vide, at hun formentlig havde en sjælden bindevævssygdom – hvilket viste sig at være en fejldiagnosticering.
Det var først efter, at lægerne på Rigshospitalet havde foretaget en lymfe-biopsi fra lungen, at det viste sig, hvor galt det stod til.
»Svaret på prøven kom dagen før, jeg skulle på ferie med min familie. Nu skulle vi bare have det rart og slippe for at rende på hospitalet hver uge, tænkte vi. Men da vi kom ind på sygehuset, sagde lægen ’Sara, du har kræft’. Og jeg var overhovedet ikke forberedt på det. Jeg kan huske, at min mor græd helt vildt. Jeg gik selv i sort. Jeg tænkte, at det simpelthen ikke kunne passe.«
Men denne gang var der ikke tvivl: Lymfekræften var i stadie tre ud af fire og havde spredt sig i lungerne, bughulen og halsen.
I starten af august 2013 startede Sara Hilstrøm på et langt og opslidende forløb med kemoterapi, som hun fik intravenøst hver fjortende dag.
»Jeg blev ekstremt syg af kemoen. Mit immunforsvar blev nedbrudt, så hvis bare jeg fik det mindste i kroppen, måtte jeg indlægges. I begyndelsen lavede vi sjov med det, for vi vidste, at jeg stensikkert besvimede hver onsdag, efter at jeg havde fået kemo dagen før. Jeg kunne ingenting. Til sidst troede jeg ikke, at jeg kunne klare mere,« fortæller hun.
Sara husker tydeligt den dag, hvor hun pludselig tabte sit hår.
»Det var et chok. Jeg var lige ved at brække mig, da jeg stod med mit hår i hånden.«
Kræft-forløbet fik også store konsekvenser for Sara Hilstrøms sociale liv. På grund af risikoen for infektioner, måtte hun ikke være sammen med flre end tre mennesker ad gangen. Og hun måtte ikke gå i biografen eller tage offentlig transport. Det gav hende en følelse af at være helt isoleret fra omverdenen.
Den intensive behandling med kemo stod på i omkring et halvt år. Selv om terapien slog Sara Hilstrøm helt ud fysisk, virkede den på kræftcellerne. Hun blev scannet gentagne gange under forløbet, og den 4. februar 2014 blev hun indkaldt til en samtale på hospitalet.
»Jeg kan huske, at lægen sagde ’Sara, du lyser ikke mere’, fordi man tidligere kunne se kræften lyse op på scannings-billederne. Og nu skulle jeg bare gå ud og leve livet, sagde hun. Jeg kunne næsten ikke fatte det.«
Men selv om det var svært at tro på den glædelige besked, var den god nok: Hun var erklæret rask. Kræftcellerne var slået ihjel.
Og efterfølgende begyndte processen med at vende tilbage til en normal dagligdag. Sara Hilstrøm var stadig helt svag, men med små skridt gik det langsomt fremad, fortæller hun:
»Jeg havde ikke noget immunforsvar, så det det tog lang tid. Men jeg kan huske bittesmå sejre. Jeg kunne pludselig gå over en kilometer uden at være ved at besvime. Og jeg var helt oppe at køre over det. Når man har været syg i så lang tid, begynder man at stille spørgsmålstegn ved, om det nogensinde bliver normalt igen. Så det med at mærke små ting, som andre tager for givet, var virkelig, virkelig rart.«
Efterhånden blev gåturene til løbeture. En træningsform, som Sara Hilstrøm havde dyrket lidt inden hun blev syg. Og for hver gang hun kunne strække distancen lidt længere, var det en kæmpe succesoplevelse.
»Nu er jeg bare blevet bidt af det, og jeg løber 3-4 gange om ugen. Nu er det mig, der har kontrollen – og ikke sygdommen,« lyder det fra halvmaraton-løberen, der i dag kom i mål på tiden 2:02:20.
»Og så må vi se – måske kan jeg løbe en hel maraton en gang i fremtiden,« siger hun.