Er du selv en såkaldt lokkedue, eller har du været udsat for at blive kontaktet af en, hører vi gerne fra dig. Skriv til chans@bt.dk.

Kvinder, der er i tvivl om, hvorvidt deres flirt, kæreste eller mand kunne finde på at være dem utro, tager nye midler i brug for at teste mændenes loyalitet.

Således får kvinder andre kvinder til at tage kontakt til deres partner i et forsøg på at finde ud af, om deres mænd kunne risikere at lave et sidespring.

Det sker i hemmelige, lukkede grupper på Facebook, skriver tv2.dk.

Men selvom grupperne ikke kan søges frem, og nye medlemmer således kun kan blive en del af grupperne gennem direkte invitationer, så tæller de lukkede fora tusinder danske kvinder. Eksempelvis tæller ’Strikkeklubben Part 3’ flere end 8.000 medlemmer.

Screendump fra 'Strikkeklubben Part 3'
Screendump fra 'Strikkeklubben Part 3'
Vis mere

Videre findes grupperne ’Chicks before Dicks’ og ’Hækleklubben Eksklusiv', der også tæller flere tusinde medlemmer hver især.

22-årige Sabrine Olsen fortæller, at hun er lokkedue, og hun forklarer, at hun gør det for at hjælpe andre med ‘at finde ud af, om deres kærester laver noget snavs.’

Den 22-årige fortæller videre, at de kvinder, der søger en lokkedue til at få ‘testet’ deres partner, kan stille krav om, at lokkedue skal have en vis kropsbygning, bh-størrelse og hudfarve, så det passer med mandens normale præferencer.

»Hvad hun beder mig om, gør jeg. Så hvis hun beder mig om at prikke til ham på Facebook, hvis hun beder mig om at ansøge ham, hvis hun beder mig om at skrive til ham, så gør jeg det,« siger Sabrine Olsen til tv2.dk.

Lokkeduerne modtager ikke betaling for ydelserne.