Det vakte stor opsigt i oktober sidste år, da det kom frem, at en 21-årig dansker var rejst til Syrien, hvor borgerkrigen det syriske Assad-styre og flere oprørsgrupper - blandt andet Islamisk Stat - raser.

Men i modsætning til de tidligere historier om danske, unge mænd, der sluttede sig til Islamisk Stat, var der her tale om en 21-årig kvinde med kurdiske rødder. Joanna Palani, som hun hedder, rejste til Syrien for at slutte sig til den kurdiske milits YPG - Folkets Befrielseshær - der kæmper mod Islamisk Stat.

Nu står 21-årige Joanna Palani igen frem - denne gang i Information - og fortæller om sit krigsophold i Syrien.

Læs også:

»Som kurder, kvinde og menneske er det svært at sidde på sofaen hjemme i trygge Danmark, mens mit folk bliver udsat for en etnisk udrensning,« fortæller hun til Information.

Uden frygt
Da hun stod frem første gang, fortalte hun til Politiken, at hun var droppet ud af 3. g for at pakke kufferten og rejse til det krigsplagede Syrien, hvor Islamisk Stat udsætter det kurdiske mindretal for drab, voldtægt, slaveri og menneskehandel. Og hun havde øjensynligt ikke frygt med i bagagen.

Læs også:

»Hvis jeg bliver taget til fange eller dræbt, vil jeg være stolt over, hvad jeg bliver dræbt for. Hvis jeg var bange for konsekvenserne ved at rejse derned, ville jeg ikke overveje det,« sagde Joanna Palani til Politiken.

Senere kunne hendes venner og bekendte følge med i hendes færd i borgerkrigen. Hun opdaterede flittigt sin Facebookprofil med billeder af sig selv i uniform og et gevær over skulderen.

Terrorisme?
Allerede da Joanna Palani fortalte, at hun ville rejse til Syrien udløste det en voldsom debat. For selv om IS overalt i Vesten bliver betragtet som en terrororganisation, så er den kurdiske milits YPG relateret til det politiske parti PKK - der også i Vesten bliver betragtet som en terrororganisation.

Da Joanna Palanis historie første gang kom frem, forklarede professor i strafferet Jørn Vestergaard til bt.dk, at Joanna Palani muligvis overtræder loven.

»Der er ikke noget generelt forbud mod at deltage i en væbnet konflikt i udlandet, så længe man ikke begår krigsforbrydelser eller krænker danske interesser. På den anden side må man ikke hjælpe terrororganisationer, heller ikke i en god sags tjeneste,« sagde han.

Men Joanna Palani frygter heller ikke, at hun skal ende i et fængsel, når hun en dag vender tilbage til Danmark.

»Hvordan vil de retsforfølge mig, når jeg tager hjem? Det kræver stærke beviser, og dem er der ingen af selvfølgelig,« siger hun til Information.