Årets lotto-millionær nummer 50 blev udklækket i lørdags, da vinderen fik fornøjelse af 20 millioner kroner.

Lørdag aften trillede lotto-tallene 2, 5, 7, 10, 16, 24 og 26 ud af tromlen, og eftersom kun én spiller havde netop den kombination, røg hele puljen på 20.341.317 kroner i den samme lomme.

Vinderen løb tilmed med den sjette største gevinst i år og indtager samtidig 24.-pladsen på listen over de største gevinster nogensinde.

Den heldige vinder har meldt sig hos Danske Spil og ønsker at være anonym. Vinderen får ligesom alle andre spillere, der vinder over 1,5 million kroner hos Danske Spil, tilbudt økonomisk rådgivning.



/ritzau/