Kineserne er parate til at investere milliarder i at udvinde råstoffer fra den grønlandske undergrund, og det er kinesiske gæstearbejdere, der skal stå for arbejdet.

Hvis det står til kineserne, skal 2.000 kinesiske gæstearbejdere til at arbejde med at udvinde råstoffer i Grønland. Det skriver Politiken.

Et kinesisk kontrolleret selskab har således netop indsendt en ansøgning på 6.000 sider til de grønlandske råstofmyndigheder, der skal bane vejen for bygningen af en jernmine for enden af Godthåbsfjorden.

Og det vil kræve hele 2.000 kinesiske gæstearbejdere til at gennemføre arbejdet, der ifølge Politiken kun vil skaffe job til 3-400 grønlændere.

- Der skal både bygges en havn, en vej på 103 kilometer og en fabrik oppe ved minen. Vi håber at kunne begynde produktion sidst i 2015 eller begyndelsen af 2016, forklarer Kaj Kleist, kommunikationsdirektør i virksomheden, London Mining Greenland, til Politiken.

I Grønlands største fagforening, SIK, erkender man, at det er nødvendigt med gæstearbejdere for at få gennemført arbejdet, men det skal ske under ordnede forhold, lyder det.

- Landsstyret skal klart fortælle de udenlandske selskaber, at vi ikke vil acceptere social dumping. Vi skal bruge gældende overenskomster. Det skal være samme løn, siger formand Jess G. Berthelsen til Politiken.

Grønlands regering og EU underskriver ifølge både Politiken og DR imidlertid onsdag en erklæring, der blandt andet skal sikre, at en række vigtige mineraler i Grønlands undergrund udbydes på det frie verdensmarked, så det ikke kun er kineserne, som er langt fremme på området, der har mulighed for at byde ind på det.

Diskussionerne om den kinesiske milliardinvestering falder sammen med besøget fra Kinas præsident, Hu Jintao, der senere på ugen besøger Danmark.

Det kinesiske udenrigsministerium holdt mandag pressemøde i Beijing om Hu Jintaos besøg i Danmark. Ved pressemødet afveg den kinesiske viceudenrigsminister Song Tao, der er en del af Hu Jintaos delegation til Danmark, på spørgsmål omkring Kinas interesse i Grønland, skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.

- I respekt for de nordiske lande har Kina topniveau-forhandlinger med disse lande. Kina respekterer de arktiske landes suverænitet. Vi støtter forskning og miljøbeskyttelse i Arktis. Danmark og de nordiske lande, der omgiver Arktis, yder en stor indsats for fred og forskning i Arktis, sagde Song ifølge Sermitsiaq.

Det kinesiske udenrigsministerium ville heller ikke be- eller afkræfte, om Kina har planer om milliardinvesteringer i grønlandsk infrastruktur.

- Kina opfordrer kinesiske virksomheder til at engagere sig med danske virksomheder og styrke det økonomiske samarbejde inklusiv i det arktiske, sagde Song.