Mere kontrol med kemikalier og større fokus på hormonforstyrrende stoffer. Det er hovedoverskrifterne for ny kemihandlingsplan, som alle partier står bag.

Danskerne kan se frem til mere kontrol med kemikalier og større fokus på hormonforstyrrende stoffer.

Det sker med en række tiltag inden for en såkaldt kemihandlingsplan, som alle Folketingets partier blev enige om torsdag aften.

I de kommende fire år er der afsat i alt 173 mio. kr.

- Aftalen er et markant skridt i den rigtige retning, og jeg er meget glad for, at den har opbakning fra alle partier, siger miljøminister Troels Lund Poulsen (V) til Ritzau.

Han kalder aftalen "en markant styrkelse" af en flerstrenget indsats, der bl.a. skal stoppe, hvad ministeren kalder en foruroligende udvikling med dalende frugtbarhed og for tidlig pubertet.

Aftalen indebærer således, at der afsættes midler til videncentre og en styrket indsats på nanoområdet, der skal sikre, at nanomaterialerne ikke udsætter sundheden og miljøet for risici.

Også de øvrige partier erklærede sig tilfredse med aftalen.

Således fremhæver Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Gjerskov, at der afsættes penge til et forskningscenter for hormonforstyrrende stoffer.

- Det har vi kæmpet for, da vi er dybt bekymrede over, at hver 10. drengebarn fødes med misdannede kønsorganer, siger ordføreren.





/ritzau/