Det er nu mere end en uge siden, at 17-årige Holger gik fra sin adresse i Aarhus, og han er endnu ikke vendt hjem. Senest er han blevet set i København på Dortheavej i Nordvestkvarteret.

Østjyllands Politi har en formodning om, at teenage-drengen muligvis er på vej til Sverige i en robåd.

»Vi har talt med nogle borgere, der havde talt med Holger, hvor han havde fortalt, han var på vej til Sverige i en robåd. Derfor har vi en formodning om det,« siger Jakob Christiansen, der er kommunikationsrådgider ved Østjyllands Politi.

Borgerne havde set Holger omkring Ungdomshuset. Det er 'en af de seneste dage', at borgerne har været i kontakt med Holger, og det er det seneste livstegn, politiet har på ham.

Politiet har tidligere meldt ud, at de ikke frygter, der er sket Holger noget, og at han er venlig og imødekommende. Men da han er under 18 år, og det nu er over en uge siden, at han sidst har været hjemme, er det nødvendigt, at familien igen får kontakt til ham.

Ifølge politiet er familien bekymret for ham.

»Det er jo klart, at når ens barn er forsvundet, bliver man bekymret. Særligt fordi der nu er gået så lang tid,« siger Jakob Christiansen.

Holger beskrives som værende:

  • Dansk
  • 178 cm.
  • Almindelig til muskuløs af bygning
  • Iført lysebrune fløjlsbukser og lysebrun skotskternet skjorte
  • Medbringende sovepose

Østjyllands Politi opfordrer borgere til at være opmærksomme og ringe 114, hvis de ser 17-årige Holger.

20-årige Holger.
20-årige Holger. Foto: Østjyllands Politi
Vis mere