Den 17-årige blogger og gymnasieelev Claes Kirkeby Theilgaard er hardcore anti-royalist. Han vil puste liv i debatten om kongehuset endnu en gang.

For han mener, at monarkiet skal afskaffes.

»Kongehuset skal afskaffes, fordi man som borger i et demokrati skal have lov til at vælge det statsoverhoved, der skal repræsentere landet. Det er uretfærdigt, at de skal være hævet over loven og potentielt kan gøre præcis, som de har lyst til, uden man har mulighed for at straffe dem,« siger han til BT.

Claes Theilgaard mener, at kongehuset er forældet. Han ser det blandt andet som et problem, at seriøse ministre skal bruge tid på at tale med Dronningen om love, der skal indføres.

Han mener også, at det er forkert, at kongehuset er på finansloven og, at medlemmer af den royale familie modtager apanage, men det er mest af principielle årsager, Claes Theilgaard ønsker kongehuset afskaffet. Han mener, det er forkert, at personer kan fødes til en position, der hæver dem over loven. Det skaber ulighed i et ellers ret lige samfund, siger han.

»Når man har den magt som Kongehuset har, så skal man i mit hoved have en form for demokratisk legitimitet. Ved at man afskaffer kongehuset, så vil der i Danmark komme mere åbenhed omkring nogle af de demokratiske beslutningsprocesser. Kun ved at afskaffe kongehuset kan vi opnå et reelt demokrati i Danmark. Og demokrati er noget af det vigtigste, vi har, mener jeg,« siger Claes Theilgaard.

Modsat Claes Theilgaards så er kongehusekspert Lars Hovkbakke Sørensen tilhænger af monarkiet. Han mener, at kongehuset faktisk er demokratisk.

»På overfladen er monarkiet udemokratisk. Men det er alligevel demokratisk, fordi kongehuset jo er tilvalgt ved en folkeafstemning. Hvis danskerne vil have monarkiet afskaffet, så kan det foreslag jo stilles i Folketinget og ryge til afstemning hos danskerne,« siger han til BT.

Claes Theilgaard mener dog, at i stedet for et monarki, som Danmark har i dag, så skal landet omdannes til en republik, som man har det i Frankrig eller i Tyskland.

»I Frankrig og Tyskland har man et statsoverhoved, der repræsenterer landet ligesom Dronningen gør i Danmark. Forskellen er så bare, at personerne i de to lande er folkevalgte. Det er åndssvagt, at man i Danmark kan opnå en status som kongelig ved at være født ind i det og derfor ikke har gjort dig for alvor fortjent til den status,« siger Claes Theilgaard.

Selvom undersøgelser viser, at størstedelen af danskerne går ind for kongehuset og kun 15 til 20 procent er imod, så mener Claes Theilgaard alligevel, at kongehuset er et demokratisk problem. Problemet ligger – ifølge ham – i, at omkring en million danskere må leve med en styreform, som de intet kan gøre for at ændre.

Men kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen mener, at den største fordel ved netop monarkiet er, at man har et statsoverhoved, der er helt upolitisk. I en republik har op mod halvdelen af befolkningen nemlig stemt imod det statsoverhoved, der repræsenterer landet. Det kan skabe splittelse, mener han, fordi personen har et politisk standpunkt og kommer fra et bestemt politisk parti. Det er ikke tilfældet i et monarki.

»Der er noget helt særligt ved, at det er den samme slægt, der sidder i kongehuset igennem hele Danmarks-historien. Samtidig er der jo også traditioner, der tilhører kongehuset. Det er eksempelvis Den Kongelige Livgarde og på den måde, der bliver afholdt fester,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Men det er Claes Theilgaard uenig i.

»Jeg kan ikke rigtig tilslutte mig argumentet om, at en del af dansk kultur og historie går tabt ved at fjerne kongehuset. For danskerne vil stadig have slottene og alle historierne om, hvordan Danmark er blevet formet,« siger han.

Claes Theilgaard mener, at årsagen til, at mange danskere går ind for kongehuset, er, at de får noget at tale om. Han tror, at de bliver forført af det eksotiske liv, som den royale familie lever. Men ifølge ham er det ikke noget, der går tabt ved en drejning væk fra monarkiet.

»Det er ikke noget, der skal være sponsoreret af staten. Man har masser af berømtheder, man også kan tale om. De er ikke født eller gift ind i rollen, men har for det meste arbejdet sig til det,« siger Claes Theilgaard.

Claes Theilgaard er aktiv i organisationen Republik nu, der blev stiftet af Zenia Stampe i 2009. Her prøver han at få en ungdomsforening op at stå, der skal hedde Ung Republik. Aktivt forsøger han at få gang i debatten ved at skrive debatindlæg. Han skal snart til et republikansk topmøde i Stockholm med republikanske grupper fra hele Europa.