Mandag fik en 17-årig pige, der var ved at tage sin køreprøve, noget af et chok. Mens hun koncentrerede sig om at bestå køreprøven, blev hun påkørt af en politibil i udrykning. Politiet lægger sig fladt ned og undskylder for uheldet.

Det skriver Jyske Vestkysten.

Den unge pige startede sin køreprøve mandag klokken 08.30. Ifølge lokalmediet gik det hele godt, indtil hun skulle dreje til højre ad Norupvej ved en Q8-tankstation. Her fik hun øje på en politibil, som pludseligt bragede ind i siden på skolevognen.

Politikommissær Morten Alslev fra Syd- og Sønderjyllands Politi forklarer:

»Betjentene i patruljebilen fik øje på en bil i modgående retning, som de gerne vil snakke med. Derfor forsøger de at lave en u-vending, men betjentene fejlbedømmer afstanden til bilen med den 17-årige pige. Det er 100 procent politiets skyld,« siger Morten Alslev, politikommissær hos Syd- og Sønderjyllands Politi til Jyske Vestkysten.

Det lykkedes aldrig politiet at fange bilisten, som de jagtede, da patruljevognen stoppede op efter uheldet, som i den grad chokerede den 17-årige pige, der må tage sin køreprøve på et senere tidspunkt.

»Min datter gik i chok, og hun sad bare og knuede om rattet og begyndte at græde, fordi hun troede, det var hendes skyld. Det er jo politiet, så man er jo autoritetstro,« siger pigens mor.

Heldigvis tager pigen det ikke så tungt. Og hun kommer til at tage en ny køreprøve i fremtiden. Og her vil politiet betale for de ekstra køretimer, som skulle være påkrævet. Der var kun på materielle skader i uheldet.