17-årige Buster Hoff glemte at betalte for en kop kaffe til fem kroner. Nu er han fyret og sortlistet af Coop.

Det var den 3. januar i år, at den 17-årige Buster Hoff havde en sen vagt hos Super Brugsen på Vestergade i Odense. De sene timer havde gjort ham træt, og han spurgte en af de 'voksne' ansatte i butikken om lov til at tage en kop kaffe. Det måtte han gerne, han måtte bare ikke drikke den foran kunderne, og han skulle huske at betale de fem kroner, den kostede, når vagten var slut.

Det skriver Fyens.dk.

De sene aftentimer medførte, at Buster Hoff imidlertid kom fra betalingen af sin kaffe. Han glemte det, som han selv forklarer. Efterfølgende blev flere af hans vagter aflyst, indtil han til sidst blev kaldt ind på kontoret. Selv havde han svært ved at forstå, hvorfor han skulle til en »alvorlig samtale«, og han blev noget overrasket, da souschefen i Super Brugsen City, Jesper Hansen, gav ham beskeden.

Han var fyret på grund af 'Manglende betaling for kaffe/kakao', som der ifølge Fyens.dk står på fyresedlen.

»Det er helt rigtigt, at jeg havde glemt at betale de fem kroner for en kop kaffe. Det var dumt. Det erkender jeg. Jeg havde måske forventet en advarsel, men at blive fyret for så lidt, synes jeg, er voldsomt. Det er et meget godt eksempel på, at man som ungarbejder ikke har særlig mange rettigheder,« siger Buster Hoff, der til daglig går på Odense Katedral Skole, til Fyens.dk.

Buster Hoff fik i samme ombæring at vide, at årsagen til hans fyring ville blive registreret i Coops navneregister de næste tre år. Og det er næsten det, som han er allermest ked af, fortæller Buster Hoff til Fyens.dk. Det betyder, at han de næste tre år ikke vil kunne søge job i igen af Coops forretninger.

Buster Hoff, der blev ansat i Super Brugsen lige efter sommerferien 2016 og arbejdede der 12 timer ugentligt, skal nu ud og finde sig et nyt job.

Fyens.dk har været i kontakt med Superbrugsen City på Vestergade i Odense. De ønsker ikke at udtale sig om sagen.