Kristine var i mere end et år kæreste med en fyr, der var så psykisk kontrollerende, at hun endte med at droppe sin uddannelse og forlade gymnasiet for ham.

Det fortæller den i dag 19-årige pige til Politiken. Kristine er et navn, mediet har tildelt pigen, da hun ønsker at være anonym.

Mens forholdet stod på, var Kristines kæreste så kontrollerende, at han blandt andet bad hende sende billeder af det tøj, hun ville have på i byen, så kæresten kunne sikre sig, at kjolen ikke var for kort. Han kontrollerede hendes fødselsdagsfest og truede med at køre fuld hjem, hvis ikke Kristine smed alle ud.

Det værste var dog, ifølge Kristine, dengang hun var ude at køre med sin kæreste, og de begyndte at skændes. Så gassede han op, til han kørte 120 kilometer i timen, mens han klikkede hendes sikkerhedssele op. Da Kristine efterfølgende kom hjem, græd hun. Hun følte, hun havde været udsat for en dødstrussel.

Forholdet til kæresten endte i både angst, søvnløshed og lavt selvværd, og til sidst sagde hendes forældre, at kæresten ikke længere måtte komme i hjemmet. Samtidig bad de Kristine om at vælge enten kæreste, familie eller skole fra, fordi hun ikke kunne rumme det hele. Det resulterede i, at Kristine som 17-årig forlod 2.g, fordi hun ville pleje forholdet til kæresten. Noget, hun i dag fortryder.

»Jeg ville ønske, at jeg havde kunnet se, hvad der foregik mellem os, og havde stoppet det længe, længe før. Bare sådan en ting som at jeg skiftede til bukser, fordi han syntes, min kjole var for kort, var jo for meget. Jeg skulle have sagt, at det skulle han overhovedet ikke blande sig i. Jeg skulle aldrig have sendt ham billeder af mit tøj i første omgang. Jeg skulle være løbet langt væk allerede første gang, jeg oplevede ham være grov. Han har jo kaldt mig de værste ting. Luder, so, kælling. Han sagde, at jeg var klam, at han hadede mig, og at det var min skyld, hvis han tog sit eget liv. Det var så usundt, og han fordrejede min tankegang. Jeg er ellers altid gået op i min værdighed, men jeg kunne ikke se mig selv i øjnene til sidst,« siger den i dag 19-årige pige til Politiken.

I sommeren 2017 gik Kristine fra sin kæreste, og i dag kan hun godt se, hvor grotesk det var, at hun blev.

Efter at have brugt et halvt år på at få hjælp fra blandt andet en psykoterapeut, drømmer hun nu om at komme videre med sit liv og få en to-årig gymnasieuddannelse, og måske læse psykologi på universitetet sidenhen.

En ny undersøgelse fra analysebureauet Epinion viser, at 33 procent af de kvinder mellem 16 og 24 år har oplevet at være i et forhold, hvor deres grænser blev overskredet psykisk, mens 22 procent har oplevet, at fysiske grænser blev overtrådt. Hos mænd er tallene henholdsvis 13 og 8 procent.