Licens er noget, vi giver til hinanden, lyder en af DRs kampagner.

Men det er tydeligvis ikke alle, der er i gavehumør. Således kan 160.000 husstande, der ikke betaler licens, i den kommende tid se frem til at få et brev fra DR Licens med en venlig påmindelse om, at de skal huske at registrere sig.

De første uger sender DR brevene til husstande med beboere over 25 år, og i uge 41 og 42 er det specifikt de 18-24-årige, som ikke er registrerede som licensbetalere, der får post.

»Tidspunktet er bestemt ikke tilfældigt valgt. I august og september begynder mange unge på en ny uddannelse, men licensen er måske ikke altid det første, de tænker på,« siger DRs licenschef, Lotte Boas, i en pressemeddelelse.

Sidste år fik licensbrevene omkring 20.000 til at tilmelde sig licensen, mens licensinspektører, der møder op fysisk, og telemarketingfolk, som ringer til folk, der ikke står som registrerede betalere, stod for omkring 50.000 nye tilmeldinger.

Der er knap 2,4 millioner husstande i Danmark, der betaler licens.