Mindst 16 Se og Hør-medarbejdere - herunder de tidligere chefredaktører Henrik Qvortrup og Kim Henningsen - har været fuldt ud vidende om, at Se og Hør har gennemført en omfattende og systematisk overvågning af kendte danskere.

Samtlige har vidst, at bladet ubesværet kunne ‘bestille’ en særlig kilde med adgang til Nets’ databaser om løbende at udvide det systematiske overvågningsprogram, der var rettet mod landets mest kendte.

Tre mail fra 2008, 2009 og 2010, som BT er i besiddelse af og offentliggør torsdag, viser, at den journalist på Se og Hør, der havde den tætteste kontakt til den såkaldte kreditkort-kilde, løbende har bedt sine kolleger og chefer om input til ‘nye navne’ på kendte, der skulle omfattes af overvågningsprogrammet.

De ‘nye navne’ skulle derpå overdrages til bladets særlige kilde, der ville iværksatte overvågningen. Kilden var ansat i IBM og gennemførte vedligeholdelse af det daværende PBS’ - det nuværende Nets’ - systemer.

I forvejen overvågede Se og Hør et ukendt antal allerede kendte og kongelige, men nye personer, der efterhånden fik ugebladets interesse, blev løbende omfattet af programmet.

De tre mails er sendt fra den journalist, der ‘førte’ kilden,  til 15 medarbejdere, herunder de to chefredaktører, redaktionschef Kim Bretov og nyhedschef Lise Bondesen. Bondesen blev onsdag hjemsendt fra sit job som redaktionschef på Ekstra Bladet.

Se og Hør sendte onsdag aften syv medarbejdere, der har modtaget én eller flere af de pågældende mail, hjem, mens ugebladet Billed-Bladet hjemsendte yderligere to medarbejdere, der har været ansat på Se og Hør og har kendt til overvågningsprogrammet.