15.000 børn døde i den berygtede kz-lejr Theresienstadt. Kun 100 overlevede. Ib Katznelson var en af dem. Han forstår stadig ikke hvorfor. Hvorfor de ikke bare lod ham dø.
Dét var ikke nogen rar oplevelse. 75-årige Ib Katznelson sidder rank i lædersofaen. Med hænderne foldet, så de danner et v. Fingerspidserne presset forsigtigt sammen. Som for at holde krop og sind i zen, bevare roen. De blå øjne inde bag brilleglasset sitrer let.
»Det var en barsk oplevelse,« tilføjer han så korrigerende.
»Men samtidig befriende, for jeg vidste, at jeg var en af de 100. Det hjalp mig videre.«
Ib Katznelson var kun to år gammel, da nazisterne sendte ham og moderen i kz-lejr. Først kvindelejren Ravensbrück, en af de mest berygtede udryddelseslejre, hvor 92.000 kvinder og børn døde. Så Theresienstadt, hvor 15.000 børn mistede livet.
Kun 100 børn overlevede. Ib Katznelson var et af dem.
Og derfor er det da også af hele sit hjerte, at han siger:
»Der er ingen tvivl om, at vi var heldige. Uforskammet heldige.«
Men først tilbage til den barske oplevelse, som han i indledningen refererer til, og som binder en smertelig knude til et af de største ubesvarede spørgsmål i hans liv: Hvorfor lod nazisterne ham leve?
Opført som død
Sidste efterår fyldte Ib Katznelson 75 år. Han inviterede børn, børnebørn og svigerbørn på fødselsdagstur. 15 styk var de.
Turen gik til Prag, og på selve dagen blev han fejret behørigt i den smukke tjekkiske hovedstad. Det var en dejlig dag.
Men i årevis havde børnene presset på. Ville gerne, at de sammen kunne besøge – og for hans vedkommende gense – den berygtede lejr, som han mirakuløst slap levende fra.
»Det kan jo forekomme lidt mærkværdigt, kan man sige. Men jeg tænkte, at vi kunne slå to fluer med ét smæk,« siger han undskyldende og tilføjer:
»I betragtning af, at jeg er 75, og jeg render rundt med en kunstig hjerteklap, som stammer fra min sygdom i Ravensbrück, så har jeg nok ikke uendelig tid. Jeg kunne lige så godt tage tyren ved hornene.«
Theresienstadt – som i dag er en lille, søvnig provinsby – ligger 62 km nord for Prag, og Ib Katznelson var egentlig ikke synderligt berørt, da de nåede frem til de gulkalkede bygninger, som i dag er et museum, og hvorfra skrigene og desperationen engang gav genlyd i hver en krog.
Inde i museet gik nogle i flokken til højre. Andre til venstre. Ib Katznelson gik lidt i sine egne tanker.
’Farfar, farfar, kom og se!’ Det var hans otteårige barnebarn Noah, der insisterende hev ham i ærmet.
Med sin spinkle barnefinger pegede Noah på en af museets mindevægge for ofrene. For de 15.000 børn, der aldrig kom hjem igen.
’Se!’
Og dér på tavlen stod hans navn: Ib Katznelson.
I et splitsekund gik hans verden i stå. Så tog fornuften over. For fødselsdatoen, der stod opført ud for hans navn, var forkert. Måske var det en anden, der hed det samme. Det ville han tjekke først.
Men det var ham, som var opført på tavlen som død. Museet havde lavet en fejl.
Kunne han leve med – spurgte de – at de først fjernede hans navn næste gang, de skulle renovere rummet?
»Herregud,« siger Ib Katznelson med et skuldertræk og fortsætter:
»Det er jo ikke et sted, jeg kommer hver dag, så det accepterede jeg. Jeg vidste jo trods alt, at jeg var en af 100, der overlevede.«
Men hvorfor han overlevede, er et spørgsmål, han stadig slås med.
»Hvorfor lod de os simpelthen ikke bare dø? Det spørgsmål fylder stadig,« siger Ib Katznelson med en stemme, der kæmper for ikke at knække.
Fortielse som redskab
Den barske historie om Ib Katznelson er ikke kun historien om på uforklarlig vis at overleve et ophold i nazisternes kz-lejr. Det er også historien om at overleve som menneske. Ved at fortie. Ved at lægge et tætsluttende låg på fortiden. Ligesom sine forældre og bedsteforældre.
Og det er derfor, at han i en alder af 75 stadig kæmper imod, når han kommer i sine følelsers vold.
»Jeg kan kun klare det ved at lægge en vis distance til det, ved at bruge samme metode som min mor – nemlig betragte det med en vis form for historisk distance, som om det er en anden, jeg taler om.«
Psykolog Leif Christensen har i 25 år arbejdet på RCT-Jylland i Haderslev, et rehabiliteringscenter for torturofre.
Selvom han ikke direkte har behandlet kz-ofre, ved han fra studier, at Ib Katznelsons måde at håndtere sin fortid på langtfra er enestående. Fortielse var nemlig et af de vigtigste redskaber for ofrene, da de vendte hjem igen.
»Det blev efter krigen regnet for den bedste måde at håndtere tingene på. At holde kæft og ikke snakke med nogen om det,« siger Leif Christensen og fortsætter:
»I dag ville et kriseberedskab jo stå klar med det samme, hvis man havde været udsat for noget tilsvarende. Men det var slet ikke strategien dengang. De måtte selv gå med det, og så lod man dem ellers være i fred. Spurgte dem ikke om noget. Og for nogle mennesker, som er gode til at fortrænge, har det måske fungeret fint i en årrække. Men man ser ofte, at når de kommer højt op i årene, føler de trang til at fortælle om det. Men det får ikke nødvendigvis symptomerne til at forsvinde.«
For Ib Katznelson skulle der gå knap 70 år, før han overhovedet begyndte at kratte i de smertefulde sår, tog livtag med sine indre dæmoner. Dér, hvor han foretog de indledende øvelser til dét, der skulle munde ud i bogen ’Lad ham dø’, som udkom i januar i år.
»Det er ret karakteristisk – ikke kun for danske jøder, men for ganske mange – at man lægger låg på i op mod 50 år efter. For mig tog det bare længere tid. Jeg har ikke haft lyst til at beskæftige mig med det. For mine forældre gik der hul på bylden i 1995, men ikke for mig. Bagefter har jeg kunnet begræde, at jeg ikke fik spurgt min mor om noget, for det er faktisk kun seks år siden, at hun døde. Men jeg havde simpelthen ikke lyst,« siger Ib Katznelson med fast stemme fra sofaen.
Spørger man ham, hvad ulysten udsprang af, hvad han var bange for, er han lige så fast i svaret.
»Bevidstheden om, at det er et eller andet, der gør helvedes ondt.«
Kimen til dét, der gør så helvedes ondt, blev sået i ham 4. oktober 1943.
Få dage forinden havde tyskerne indledt deres aktion mod de danske jøder. Rygterne om aktionen spredte sig som en hvirvelvind. Der var ingen anden udvej end at flygte. Heller ikke for Ib Katznelsons familie.
Men nogen stak dem. På vejen til havnen i Kastrup, hvor et skib ventede ved Syrebroen, blev deres bil stoppet på hjørnet af Alléen og C.M. Larsens Alle. Maskinpistolen var det første, de så. Derefter manden. Gestapo.
De var seks i bilen. Ib og forældrene Karen og Max. Hans farmor og farfar Gisse og Sjaje samt onkel Bernhard. I første omgang endte de i Horserødlejren. Og det var her, han 30. oktober fejrede sin to års fødselsdag.
Nogle uger efter blev han og moderen læsset ind i et tog. Et tog med kurs mod kz-lejren Ravensbrück nord for Berlin.
Et halvt år varede fangeopholdet dér. Et halvt år, hvor de begge var svækkede af sygdom og underernæring, og hvor den lille dreng blev revet ud af moderens favn. Hun anede ikke, om han var levende eller død.
Men nazisterne holdt ham i live. Ib Katznelson var sendt på infirmeriet.
Da de endelig genså hinanden, kunne den lille dreng kun tale tysk.
Raske var ingen af dem dog, da de igen blev gennet ind i et tog. 25. april 1944 ankom de til den næste destination: Theresienstadt.
Hvis Ravensbrück var slem, var gruen i kz-lejren Theresienstadt anderledes og endnu mere udtalt. Theresienstadt var en opbevaringslejr, før fangerne blev sendt til udryddelse i Auschwitz. Og for Ib Katznelson og hans mor Karen var eneste formildende omstændighed, at de blev genforenet med den øvrige familie.
Mor og søn var dog så syge, at den første lange periode blev tilbragt på lejrens hospitaler. Senere blev moderen erklæret rask nok til at blive sendt i arbejdskolonne. Ib blev på hospitalet længe efter.
15. april 1945 sluttede mareridtet. Treethalvt år gammel steg han sammen med sin familie op i en af ’De hvide busser’. Rejsen hjem kunne begynde.
To dage senere krydsede de den danske grænse. Overnattede i Odense.
’Jeg lå i en ren seng med min dreng ved siden af mig. Det tror jeg nok var den lykkeligste dag i mit liv,’ fortalte hans mor år senere.
For drengen Ib Katznelson gik der dog en rum tid, før en form for normalitet og lykken kunne indfinde sig i hans liv. Ved hjemkomsten fik han konstateret en indkapslet dobbeltsidig tuberkulose og var svækket og svagelig af mangel på sund ernæring. Gennem flere år tilbragte han måneder på Prinsesse Margarethas Kystsanatorium udenfor Hornbæk i Nordsjælland.
»Det er det længste, jeg kan huske tilbage. Til tiden i Hornbæk,« fortæller han.
Resten af hans historie er stykket sammen af omfattende dokumenter fra tiden, af andres vidneberetninger og af dels et interview, dels et videofilmet foredrag, som hans mor gav årtier senere i Hvidovre, hvor forældrene boede.
Ib Katznelson husker, da han så foredraget første gang og for første gang hørte moderen fortælle om deres tid i nazisternes kz-lejre.
»Det, der chokerede mig mest, var, at mange af tilhørerne jo har kendt mig. Men hun nævner ikke mit navn én eneste gang. Hun siger ikke engang ’min søn’. Hun siger ’drengen’. Det gjorde mig i første omgang rasende, indtil jeg blev klar over, at hun formentlig taler så nøgternt om det, som om det slet ikke er os, det drejer sig om. At hun har haft brug for at lægge distance til historien. Ligesom jeg har været nødt til.
Der er enkelte kapitler i bogen, som jeg har haft meget svært ved at skrive, og som jeg – når jeg holder foredrag – har været nødt til at få andre til at læse nogle passager op af. Jeg har ikke kunnet det selv følelsesmæssigt, for jeg begyndte simpelthen at græde. Og jeg ved ikke, hvad der sker, hvis jeg giver slip,« indrømmer Ib Katznelson.
Han tager en slurk af vandglasset. Solens stråler spiller ind gennem vinduerne og lyser op i hver en krog, hvor reoler fyldt med faglitteratur vidner om et åndrigt og akademisk liv.
Mader mig, som jeg madede dig
Fra førstesalen i rækkehuset i Hellerup høres den svage lyd af fødder hen over gulvtæppet. Det er Ib Katznelsons kone Merete, der nusser omkring. Hun er speciallæge i psykiatri.
»Vi har snakket meget lidt om det. Hun bryder sig ikke om at høre om det,« siger han og nikker op mod førstesalen.
Men han forstår kun alt for godt, at heller ikke hun har haft lyst til at grave i den tunge bagage, han har slæbt rundt på i så mange år. Men – som han heller ikke lægger skjul på – har han selv valgt at bære byrden så længe. Faderen døde i 1996, uden at de fik lukket op for fortiden.
»Jeg fik jo heller aldrig snakket med min mor om det.«
En dag var også det for sent.
»Egentlig er det lidt underligt,« begynder han og indskyder så som en advarsel til sig selv: »Nu skal jeg nok passe på, at jeg ikke knækker over, men dér på hospitalet få dage før hun dør, siger hun til mig: ’Tænk ...’.«
Det er stemmen, der knækker – læberne, der vibrerer.
»Jeg ved ikke, om jeg kan sige det,« prøver han så med grødet stemme og kæmper sig stærkt bevæget videre derfra, hvor han slap.
» ... ’Tænk, nu sidder du og mader mig på samme måde, som jeg madede dig i Ravensbrück’. Det var de sidste ord, hun sagde til mig.«
Med en dyb indånding tørrer Ib Katznelson øjenkrogene inde bag brillerne.
Han mistede sin mor i 2009. Da havde hun og sønnen i mere end 60 år levet med traumerne fra krigen og kz-lejrene.
»Jeg har aldrig været bitter eller vred over, at vi ikke talte om det. For jeg tror ikke, at jeg kunne have lukket op tidligere. Jeg har arbejdet meget og været relativt ambitiøs med mit arbejde, og jeg kunne slet ikke have haft det arbejdsliv, hvis jeg samtidig skulle have bearbejdet fortiden,« siger Ib Katznelson, som bl.a. har været dansk repræsentant i OECD-delegationen i Paris, afdelingschef i Finansministeriet og administrationschef i Økonomiministeriet.
»Men efter jeg begyndte at arbejde så grundigt med fortiden, kan jeg da godt ærgre mig gul og grøn over, at jeg ikke begyndte for 20 år siden og fik spurgt både min far og min mor. Jeg var bare ikke klar.«
Posttraumatisk stress
Ifølge psykolog Leif Christensen fra RCT-Jylland er det ikke unormalt, at ofre, som har lagt låg på deres traumatiske fortid, udvikler posttraumatisk stress. Og det gælder også for et kz-offer som Ib Katznelson.
»Det kan udvikle sig til nogle underlige reaktioner og lidt uforklarlige symptomer, som f.eks. voldsom hovedpine om natten. Derfor er det vigtigt at lukke op og stå frem. Det er i sig selv en rigtig god terapi, selvom det ikke nødvendigvis får symptomerne til at forsvinde. Men de bliver mindre og mindre for hver gang,« siger Leif Christensen.
Netop den voldsomme og konstante hovedpine er noget, som Ib Katznelson aldrig har fortalt nogen om før. Den kommer snigende, når han går i seng, trænger sig på om natten og gør det svært at sove.
»Det er jo nok, fordi der foregår et eller andet oppe i hovedet, som vil ud,« er hans eget bud.
Der er også hans besættelse af mad. At han ligesom aldrig kan få nok.
»Jeg rager til mig. Hvis der er lidt tilbage på mine børn eller børnebørns tallerkener, så spiser jeg det.«
Så er der aversionen mod det tyske sprog, som først blev konkret i voksenalderen, og som nærmest er blevet til en blokering i hjernen.
»Jeg var meget dygtig til tysk i gymnasiet. Men det er helt væk. Jeg kan ikke tysk mere. Jeg kan overhovedet ikke lide at høre det eller se det skrevne ord.«
Men det mest håndgribelige symptom fra opholdet i kz-lejrene er hjertet. Eller snarere den gennemhullede hjerteklap, som først blev opdaget for 16 år siden.
»Lægerne mente, at jeg slet ikke burde have kunnet overleve,« siger Ib Katznelson og ryster på hovedet.
»De kunne måle på hjertetykkelsen, at det måtte være fra en infektion, jeg havde haft som barn – typisk en stafylokokinfektion – der giver hul i hjerteklappen, som gør, at hjertet skal arbejde endnu kraftigere, fordi en del af blodet løber baglæns gennem hullet,« forklarer han om dét, der førte til, at han fik en ny kunstig hjerteklap og i dag er en rask og rørig 75-årig. Og i live.
Vanvittige absurditeter
Han sætter sig resolut tilbage i sofaen. Rynke på rynke træder frem i panden.
»Det er jo den der pleje-mentalitet hos nogle tyskere, der stadig er så svær at forstå. De kunne jo være ligeglade. Hvorfor gjorde de sig så mange anstrengelser for at holde liv i os? Det er da lidt bizart,« siger Ib Katznelson med en hovedrysten.
Så sukker han. Dybt og inderligt.
»Der er så mange absurditeter fra vores tid dernede. Som da jeg lå på sygestue med hundredevis af andre børn, som pludselig forsvandt og formentlig blev sendt i gaskamrene. Hvor de lod mig ligge tilbage som den eneste.
Så var der vores togrejse fra Ravensbrück til Theresienstadt, hvor der på et tidspunkt kom så mange mennesker op i toget, at min mor løftede mig op på skødet, hvorpå den civile tysker, der fulgte os, sagde: ’Sæt ham ned igen, der er købt billet til ham’. Altså, der er verdenskrig, Tyskland er ved at blive sønderbombet, de slår millioner af mennesker ihjel, og så køber de en pladsbillet til mig!
Hvorfor lod de os simpelthen ikke bare dø?«
En mærkbar skrøbelighed trænger gennem den afdæmpede stemme. Den vidner om, at de indre dæmoner langtfra er faldet til ro. Og måske aldrig vil gøre det.
Men drengen, som nazister lod leve, har trods alt brudt et mønster. Har brudt tabuet og fortielsen.
»Det var de indre dæmoner, jeg var nødt til at få styr på. Jeg troede, da jeg gik i gang med at skrive bogen, at det var en form for terapeutisk proces at finde ud af, hvad det hele drejede sig om. Og at det ville hjælpe. Men jeg var godt klar over, at det var lidt af en illusion.
Til gengæld gik det op for mig, at jeg havde en forbandet pligt til at aflægge en form for vidnesbyrd. At det er vigtigt, at historien bliver kendt. For der er ikke mange tilbage til at fortælle den. Min bog er mit vidnesbyrd om, hvad der skete med os i de lejre, vi var fanger i.«
’Lad ham dø – 2-årig i Ravensbrück og Theresienstadt’ er udkommet i januar på Syddansk Universitetsforlag
