En 15-årig skoleelev slipper for et hak i sin straffeattest efter at have truet en lærer med en kniv. Men forbrydelse betaler sig som sag ikke, så i stedet skal drengen fremover arbejde hårdere for føden hjemme hos forældrene.

Det skriver Bornholms Tidende.

Den 15-årige dreng fra Rønne opnåede tiltalefrafald ved at indgå en ungdomskontrakt med Retten på Bornholm, som blandt andet tvinger ham til at:

- deltage i samtale med person fra kommunen en gang om ugen.

- gå i skole minimum fire dage om ugen og følge sin uddannelsesplan.

- passe sin avisrute og fritidsaktivitet.

- deltage i møder med socialrådgiver sammen med sine forældre hver anden måned.

- og sidst, men ikke mindst: at deltage i huslige pligter i hjemmet tre gange om ugen.

Knivoverfaldet mod læreren fandt sted den 8. oktober 2015 på Heldagsskolen Søndermarksskolen i Rønne.

Hvor længe den 15-årige skal bøde for sin ugerning ved at støvsuge og vaske gulv hjemme hos mor og far melder historien ikke noget om.