14 kajakroere er forsvundet ved Scoresbysund ved Østgrønland, efter vinde af orkanstyrke har ramt området. Et dansk inspektionsskib leder efter de forsvundne.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det danske inspektionsskib 'Ejnar Mikkelsen' er omgående blevet dirigeret mod nord for Scoresbysund ved Østgrønland for at lede efter 14 kajakroere, der er forsvundet i den grønlandske Røde Fjord.

Eftersøgningen er blevet iværksat efter at seks tyske kajakroere blev reddet i land under en voldsom storm, der har ramt området. Lokale fangere observerede de seks kajakroere, der var havnet i vanskeligheder på grund af stormen. Kajakroerne havde søgt tilflugt på en ø ude i fjorden.

Ved hjælp af en motorbåd lykkedes det fangerne at redde kajakroerne i land og de blev efterfølgende bragt til den nærmeste by. Her kunne de fortælle, at der stadig befandt sig 14 andre kajakroere i fjordsystemet.

- Vi kender ikke kajakroernes nationalitet. De kommer fra et andet selskab end de seks tyske turister. Meldingen er, at de sejler rundt i små grupper forskellige steder i fjordsystemet, siger Erik Rasmussen, vagtchef ved politiet i Nuuk.

Politiet forsøger at kontakte dem via de kommunikationskanaler, kajakroerne har med sig, men indtil videre uden held. Der har ikke været udsendt nødmeldinger fra de forsvundne kajakroere, men på grund af stormvejret er det sandsynligt, at de befinder sig i stor fare.

- Vejret er blevet en anelse bedre, men der er stadig kraftig vind og orkan, siger Erik Rasmussen.  

Det danske skib 'Ejnar Mikkelsen' er nu på vej til Røde Fjord og forventes at være fremme i Røde Fjord torsdag formiddag kl. 10.30.

- Vi prøver på at skaffe helikopterstøtte, så vi kan udvide og gøre vores eftersøgning mere effektiv, siger skibets chef, kaptajnløjtnant Peter Holst-Andersen til politiken.dk.