Opdateret: Politiet oplyser lørdag eftermiddag, at politiet har været i telefonisk kontakt med 14-årige Maria Thillemann Bisgaard, og at familien er blevet underrettet.

Den 14-årige pige forsvandt fredag efter et skænderi med sin far. Indtil lørdag eftermiddag var pigen fortsat efterlyst - politiet havde dog en formodning om, hvor hun opholdt sig.

»Vi har en kraftig formodning om, at hun befinder sig hos nogle veninder, så vores håb er, at de på et tidspunkt giver sig til kende,« lød det tidligere lørdag fra Anders Olesen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi til BT.

Maria Thillemann Bisgaard stak af fra hjemmet i Fårvang ved Viborg fredag eftermiddag ved en 14-tiden. Det var et skænderi med sin far, der fik den unge pige til at gå hjemmefra, skriver TV 2.

Maria Thillemann Bisgaards far meldte hende savnet kl. 20.05 fredag aften, efter han sammen med sin kone havde ledt efter deres datter i flere timer uden held.

»Vi holder hende efterlyst, indtil hun viser livstegn, men vi har en formodning om, at hun har det godt,« udtalte vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi til BT tidligere lørdag.