14-årige Jonas var så afhængig af at spille computer, at han til sidst skyldte sine venner 20.000 kroner. 

Når en teenager, der tilbringer alle vågner timer på sit værelse foran en computer, overvejer at sælge sit højtelskede ’gamer’-udstyr, må der være noget galt.

Mette Andersen overvejede da også kort, om hendes søn var syg, da han en dag ville sælge det udstyr, som han næsten lige havde købt for sine konfirmationspenge.

»Men det var jo udelukkende for at kunne betale nogle af de mennesker, han skyldte penge, tilbage,« konstaterer hun i dag.

Det, der startede som hyggelige computeraftener med drengene fra klassen, var nemlig blevet en besættelse for 14-årige Jonas. Mette Andersen vidste godt, at det voldelige computerspil Counter Strike måske ikke var verdens bedste underholdning for en ung teenagedreng. Men hun anede ikke, at de mange våben i spillet faktisk kostede ham rigtige penge.

»Og der var jo prestige i at have de bedste våben,« siger hun.

Derfor måtte Jonas, der hverken havde konto eller hævekort, låne penge af sine kammerater. Og efterhånden som gælden voksede ham over hovedet, isolerede hans sig mere og mere for at undgå at møde de kammerater, der ville have deres penge tilbage.

»Han pjækkede fra skole, og karaktererne raslede ned. Det meste af tiden isolerede han sig inde på sit værelse, og ind imellem kunne jeg høre, når han bankede hånden i bordet, fordi han havde tabt et spil,« siger Mette Andersen.

Jonas er langt fra den eneste i sin alder, som tilbringer mange timer i det online univers. Danske drenge har europarekord i tid foran computerskærmen, viser den internationale rapport ’Health Behaviour in School-aged Children study’ fra 2016. 73 pct. af 13-årige drenge bruger dagligt mere end to timer foran skærmen. I weekenden spiller over halvdelen af drengene mere end fire timer om dagen.

I mange tilfælde er computerspillet med til både at udvikle sociale relationer og færdigheder. Men som i Jonas’ tilfælde kan computerspillet også tage overhånd. Hos Center for Ludomani får de hver eneste uge henvendelser fra bekymrede forældre.

»Det er dels fra forældre, hvor børnenes computerspil fylder så meget, at de ikke længere deltager i familiens aktiviteter eller er sociale sammen med venner. Men vi får også henvendelser fra forældre omkring fænomenet ’skinbetting’ i computerspillet Counter Strike, hvor de unge er kommet til at skylde penge,« siger Michael Bay Jørsel, Leder af Center for Ludomani, som dog endnu ikke hørt om børn, der er endt i lige så stor gæld som Jonas.

»20.000 er rigtig mange penge for en 14-årig,« siger han.

Selvom unges spilafhængighed er et voksende problem, ved man kun meget lidt om, hvordan man bedst behandler de unge. Den forskning og behandling, der findes, er nemlig rettet mod voksne over 18 år. Derudover er fænomenet ’skinbetting’ svært for de danske spilmyndigheder at gøre noget ved, fordi det foregår på udenlandske sider.

Herunder ses Mette Andersen. Foto: Privat.

»Men vi har lavet et forældreunivers, som vi håber, kan giver forældrene nogle redskaber,« siger Michael Bay Jørsel.

Mette Andersen forstod først, hvor galt det stod til, da en af Jonas’ kammerater ikke længere kunne holde på hemmeligheden og fortalte sine forældre, at Jonas skyldte ham penge. Mange penge. 3.000 kroner. Forældrene kontaktede Mette Andersen, som konfronterede sin søn.

Jonas brød helt sammen og fortalte, at den var helt gal: ”Mor, jeg har brug for hjælp. Jeg kan ikke styre det.”

Mette Andersen fik adgang til de sms-korrespondancer, som Jonas havde haft med sine kammerater.

»Det var rigtig hård læsning. Man kunne se hvor påvirket - hvor desperat - han var,« siger hun.

I nogle tilfælde var det bare småbeløber, men i alt havde Jonas lånt omkring 40.000 kroner af vennerne i skolen. For at råde bod på det hele, valgte Mette Andersen derfor at stille sig op på et forældremøde, hvor de skulle egentlig skulle diskutere grænser for alkohol. Mødet endte med, at de besluttede at samle ind til et foredrag om computerspil og ludomani.

Dagen efter mødte hun også op i klassen, hvor klasselæren aldrig havde oplevet børnene så stille før. Jonas selv havde godkendt, at hun kom. Men han var rystende nervøs, imens Mette Andersen fortalte, hvad der var sket.

»Reaktionerne var heldigvis meget positive. Og han har fået mange beskeder fra kammerater, der synes han er sej, at han tør at stå frem, og lover ham, at de nok skal hjælpe ham igennem det,« siger Mette Andersen.

Hjemme i Silkeborg er computer og mobil ind til videre blevet rykket ud i køkkenet, så Mette Andersen kan følge med i, hvad der sker på skærmen. Derudover skal Jonas have hjælp fra professionelle i behandling af ludomani.

»Med tiden skal jeg også opbygge en tiltro til ham igen, så det håber jeg på, at jeg kan få nogle redskaber til. Lige nu er jeg bare glad for, at han er åben for at tage imod min hjælp,« siger hun.

Tjek dit barn: Er computerspillet ved at tage overhånd?

  • Spiller selvom han/hun bliver dårlig
  • Spiller ofte længere end planlagt
  • Spiller på trods af fysiske smerter (ryg, håndled osv.)
  • Stopper andre fritidsaktiviteter, fordi han eller hun hellere vil spille
  • Fravælger sociale aktiviteter / isolerer sig i længere perioder foran computeren
  • Mister fokus på skolen, fritidsjob mv. på grund af spillet
  • Spiller om natten og sover om dagen
  • Prøver at stoppe eller spille mindre uden held
  • Har konflikter med familie og/eller venner pga. spillet
  • Prøver at skjule spillets omfang
  • Har problemer med at sove pga. spillet
  • Tænker på spil, når han/hun ikke spiller

Kan du genkende flere af punkterne hos dit barn, bør du overveje om det har stået på over længere tid, og om du fornemmer, at der ligger en generel mistrivsel bag.

ludomani.dk/gaming kan du finde konkrete redskaber til, hvordan du griber situationen an.

Har du hørt ugens nye afsnit af BTMX-podcasten 'Vi elsker clickbait'? Download det gratis i iTunes eller lyt med her: