Et ur, en jakke og en bil. Det var prisen på Cecilie. En pris som den danske pige selv satte, da hun kun 14 år gammel giftede sig med en fem år ældre muslimsk mand.

- Jeg skulle stille nogle krav. Så jeg bad om en bil, når jeg fyldte 18 år, et Dolce Gabbana-ur og en Canada Goose-jakke, siger Cecilie til Berlingske.

Det begyndte meget uskyldigt. Den unge danske pige var forelsket. Men forholdet var kun acceptabelt for den muslimske kærestes familie, hvis parret giftede sig. Uden at sige ét ord til sine forældre valgte Cecilie at lade en muslimsk imam vie hende og kæresten. Og det var ikke et særsyn. Ifølge Cecilie er flere af hendes veninder muslimsk gift.

Tjekkede mødom

Før ægteskabet skulle en kvindelig bekendt af familien tjekke, at Cecilie var jomfru. Men så var formalia også på plads.
Under vielsen spurgte imamen ikke til hendes forældres accept. Han spurgte heller ikke til Cecilies alder.

- Er du begyndt at bløde? spurgte han kun. Hendes bekræftelse var nok, og der blev skrevet ægteskabskontrakt og aftalt medgift.

I følge islamisk tradition, skulle gommen efter bryllupsnatten fremvise et blodplettet lagen. Men Cecilie ville ikke. Hun var for ung, syntes hun. For at hjælpe på stemningen købte hendes svigermor frækt undertøj til hende.

Vold og misbrug

- Jeg har det meget, meget dårligt med, at jeg giftede mig som 14-årig. Jeg er opdraget til, at piger selv skal bestemme over deres liv, og jeg føler, at jeg var opdraget til noget meget bedre, end det jeg udsatte mig selv for.

Jeg lod mig presse til noget, jeg ikke havde lyst til, selv om jeg ikke er en person, der normalt lader sig presse. Mit liv var så hårdt, jeg var bange, og der var ikke nogen, jeg kunne snakke med om det, siger hun til Berlingske.

Fik tæv af manden

Et halvt år efter brylluppet tog Cecilie på diskotek med sine veninder. Da hun kom hjem midt om natten, tævede hendes mand hende.

Ifølge Cecilie slog han hende så hårdt, at hendes syn svigtede. Det var ikke sidste gang, hun fik tæsk. Han kunne finde på at slukkede cigaretter mod hendes hud og forsøgte at tvinge hende til sex.

Cecilie fortrød ægteskabet. Men det var svært at blive skilt. Hun havde læst, at man kan ophæve et islamisk ægteskab ved tre gange at sige, at man vil skilles. Men da hun ville gentage ordene tredje gang, rettede manden en pistol mod hendes hoved, og hun turde ikke fuldføre sætningen.

Meldt for vold og voldtægt

Otte måneder efter vielsen meldte Cecilie sin mand til politiet for ulovlig våbenbesiddelse, vold og voldtægtsforsøg. Politiet opgav at rejse en sag. Men Cecilie kunne ikke holde til mere. Kvinden, der i dag er 18 år, brød ægteskabet, flyttede, skiftede navn og telefonnummer.

Men det har kostet hende dyrt. For hendes tidligere mand accepterer ikke bruddet. Cecilie er bange for ham og går aldrig udenfor en dør uden at have peberspray og overfaldsalarm på sig.

I en sms, som Berlingske er i besiddelse af, blev hun for nylig truet af sin tidligere mand.

- Hvis de der små luder-unger udstiller islam på en dårlig måde, walla, så dræber vi dem! Lad dem vide det, står der i beskeden.

For at beskytte den unge kvinde, optræder hun i artiklen under det falske navn - Cecilie.