En video af Clement Kjersgaard som 14-årig er på det seneste gået viralt på de sociale medier. I TV 2-programmet 'I øjenhøjde' fra 1989, ser man den nu 42-årige journalist og tv-vært være dybt reflekterende omkring sin egen person, sin politiske interesse og sit kærlighedsliv, hvilket imponerer en hel del.
BT har talt med Clement Kjersgaard om den florerende video - som BT har fået lov til at bruge - og stillet ham de samme spørgsmål, som journalisten gjorde i programmet i 1989, her 28 år efter.
Hvad var det for et interview?
»Fra jeg var 10 til 16 år lavede jeg mange hundrede timers børneradio. Så dette interview vakte ikke meget opmærksomhed dengang. Det vakte meget mere opsigt, da jeg i 1985 var i en tv-quiz med Otto Leisner. Der blev jeg i mange år efterfølgende blev genkendt,« siger Clement Kjersgaard.
Hvordan er det at se dig selv som 14-årig?
»Der er dele af det, som jeg kan huske, og hvor jeg ved præcist, hvad jeg vil svare, og så er der dele af det, hvor det lige så godt kan være en hel anden. Man bliver jo virkelig opmærksom på, hvor længe det er siden. Det er jo helt vildt at opleve – og at blive mindet om, hvor lang tid 28 år er,« siger han.
Start på interviewet med samme spørgsmål som dengang:
Hvad med kærligheden? Får man plads til det?
»Ja, det gør jeg. Fra jeg var barn, og indtil jeg fik min første kæreste, glædede jeg mig vildt meget til at få en kæreste. Jeg svarer afvigende i interviewet – af den grund, fordi jeg ønskede mig en kæreste tror jeg og for at værne om mit privatliv. I dag ville jeg kunne svare: At kærligheden har førstepladsen, altid. Min kæreste og jeg har nu været sammen i 8 år,« siger Clement Kjersgaard.
Er der noget, der bekymrer dig mht. fremtiden?
»Ja. Det, jeg brugte store dele af mit liv på dengang, som jeg også gør nu, er at finde ud af, hvilke problemer, der er største. Hvordan ser verden ud? Demokratiet er i krise – åbenlyst, over hele den vestlige verden. Også i Danmark. Det handler ikke kun om politikerne, men også om medierne. På det tidspunkt, jeg gav interviewet, som vel var lige inden Berlinmurens fald, tilhørte jeg en generation, hvor verden var på ud af Den Kolde Krig og på vej ud af 40 års frygt for atomkrig. Historien om de sidste 20 år er, at vi har brugt dem på at forstå, at der stadig er store udfordringer. Mange af de konflikter, vi står over for i dag, udspringer af, at vi lever som om, der ikke er store problemer tilbage. Og i Danmark har vi indrettet os som om, at der ikke er store uenigheder. Og det er der jo.«
Hvad får dig til at interessere dig politisk?
»Det, jeg lige har nævnt. I interviewet fortæller jeg jo, at jeg er blevet beskrevet som en ”ivrig avislæser” og at det er misvisende – at jeg ofte bladrer om til Garfield. Det passer – stadig - meget godt. Politik og samfundsforhold har aldrig været altdominerende i mit liv – heller ikke i mit arbejdsliv, og hverken dengang eller nu. Jeg følte mig misforstået ved at blive sat ind i den rolle. Havde de spurgt mig om tv-programmer, film, tegneserier eller musik-hitlister, havde det fremstået som om, at det var det vigtigste for mig. Jeg har ikke følt på noget tidspunkt, at det hele handlede om politik.«
Hvorfor er du blevet, som du er? Hvorfor er du engageret hele tiden?
»Jeg har altid følt, at når man laver noget, følger der et ansvar med. På det tidspunkt interviewet foregår, havde jeg lavet radio i Aarhus over tre år. Selvfølgelig var det usædvanligt dengang. Men ikke helt så usædvanligt, som det måske fremstår. Der var et enormt levende lokalt radiomiljø og en stærk generation af unge talenter - blandt andre Ronnie Fridthjof, der jo nu i 10 år har været en af Danmark mest markante filmproducenter Men i dag ser du jo også pga. internettet en generation af teenagere, der laver deres egne ting med blandt andet videoer på YouTube. For mig har rækkefølgen været, at projektet kommer først. Det udspringer ikke af, hvilken funktion eller titel jeg skal have. Og min ambition dengang var ikke at være studievært. Det var at have en radiostation, definere den og få den til at overleve.«
»Der kan jeg i den grad genkende mig selv. For det er fuldstændig det samme. Jeg har altid følt, også dengang, at det er det, der kendetegner mig i forhold til andre – den interesse for projekter. Men jeg har ikke følt mig defineret på en bestemt type arbejde eller branche. Rækkefølgen for mig har været, at her har vi for eksempel radioen, og der skal man vide noget om at producere programmer, om musik, om anmeldelser og om at sælge reklamer. Det var ikke fordi, det startede som en brændende interesse for musik eller reklamer, men for radioen som helhed.«
Tror du mere på miljø end arv?
»Det har jeg tænkt meget over på det sidste. Mine forældre var de mindst snobbede i verden. De var så optaget af substans, så man skulle tro, det var løgn. De var altid tiden i stand til at fortælle, hvad substansen er i det, vi snakker om. De kunne hele tiden adskille det væsentlige fra det uvæsentlige, form fra indhold. Det har jeg tænkt meget over, siden min mors død i 2013. Det er det vigtigste, de har givet mig. Jo jo, vi læste aviser og bøger, men det var ikke det vigtigste – det vigtigste var hvordan og hvorfor.«
»Mine forældre var meget obs på ikke at sætte forventninger eller begrænsninger for mig. Med hensyn til radioen var det fuldstændig vildt at tænke på den frihed, de gav mig. De blandede sig aldrig. Jeg konkurrerede jo, siden jeg var 11 år, med voksne mennesker på de andre stationer om sendetimer og reklamekroner. Det var ikke bare ren sjov. Jeg lærte enormt meget af det, vel også netop fordi mine forældre var så principielle på, at de ikke skulle blande sig og fortælle, hvad de syntes der var rigtig og forkert. Apropos diskussionen i disse år om børneopdragelse og curlingforældre. Det har jeg tænkt meget på, siden jeg selv blev far [i 2005, red.].«
»Mine forældre forklarede altid, hvorfor noget var interesseret. Det handler ikke om bare at samle paratviden – om for eksempel Christian IV, men at vide hvorfor man har valgt ham. Det er det, jeg bruger når jeg arbejder med så mange forskellige stofområder. Mine projekter var aldrig nogen, de designede – tværtimod: De var mere bekymret for, at al radioen gik udover min skole.«
»Det værste, du kunne blive kaldt i 80'erne, var en 'professor'. Og sådan har jeg heller aldrig følt mig. Man kan sige meget om mig, men jeg har aldrig været en akademisk stræber. Det vil mine lærere aflægge ed på – dertil har jeg simpelthen for mange dårlige karakterer i mine karakterbøger. Men det kunne irritere mig, at jeg ikke bare kunne få de gode karakterer ved at pege på dem,« siger han.
