Patienter med allergi vil om kort tid stå i en endnu værre situation end i dag. Om få år forsvinder de danske allergispecialister, uden at afløsere er fundet.

Det kan blive rigtigt slemt at være allergiker i fremtiden. Danmarks omkring 1,5 millioner allergikere må allerede i dag deles om bare 13 specialister, der arbejder fuldtids med allergiske sygdomme, og 14 deltids. Men når de i alt 27 danske allergologer går på pension i løbet af fem-ti år, så er specialet i folkesygdommen allergi så godt som forsvundet i Danmark, skriver Fokusmagasinet om forebyggelse og behandling.

Med allergispecialisternes forsvinder også den specialviden, som de har opbygget gennem mange år. Den tæller hele registret fra astma og høfeber til insektstikallergi, lægemiddelallergi, fødevareallergi og allergisk chok. samtidig viser tal fra Statens Institut for Folkesundhed at antallet af danskere over 16 år med allergi stiger voldsomt de næste mange år.

Årsagen er, at specialet allergologi er blevet nedlagt. Uddannelsen i allergisygdomme skulle i stedet være bredt ud som fagområder under flere specialer, der også omfatter mange andre sygdomme. Men hverken Sundhedsstyrelsen, regionerne eller regeringen har påtaget sig ansvaret for at etablere disse fagområder. Dermed uddannes der ikke længere danske speciallæger med bred ekspertise i allergi.

Ifølge formanden for Dansk Selskab for Allergologi, overlæge, dr.med. Peter Plaschke, er udviklingen alarmerende.

- Får vi ikke meget hurtigt lagt en plan for at få uddannet læger, der kan tage over for dem, der snart går på pension, så går det ud over patienterne, siger han til bladet.

/ritzau/