I videoen ovenover forklarer Berlingskes erhvervskommentator, hvordan mililarderne i boet efter Mærks Mc-Kinney Møller blev delt.

Den afdøde skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller blev i årevis opfattet som Danmarks suverænt rigeste mand. Men faktisk er en anden dansk milliardær nu rigere end Mærsk nogensinde har været.

Den nu afdøde skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller blev i årevis udnævnt til at være Danmarks suverænt rigeste mand. Og endda en meget magtfuld én af slagsen. Både politikere, medarbejdere og chefer i Mærsk og andre erhvervsledere frygtede den ældre herre, der var kendt for at blande sig i alt - og hans politiske indflydelse blev kaldt 'enorm' af blandt Enhedslisten Frank Aen.

Han er da også den eneste erhvervsmand i nyere tid, der af Kongehuset har fået den eftertragtede titel 'Elefantordenen', mens resten af rigmændene, der tilhører inderkredsen omkring Kongehuset, i bedste fald kan smykke sig med titler som kammerherre eller hofjægermester.

Rigmanden Mærsk står derfor stadig som et lidt uopnåedeligt rigmandsikon hos mange - en milliardær af en kaliber, som man ikke lige forventer bliver matchet foreløbig.

Men faktisk har Danmarks rigeste mand for længst slået Mærsk Mc-Kinney Møller i rigdom. Med en formue, der er vurderet til hele 122,7 milliarder kroner i Berlingske Business Magasins seneste opgørelse over landets 100 rigeste, er Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen og hans tre børn Danmarks suverænt rigeste familie.

Det fortæller Søren Jakobsen, der er forfatter til bogen 'Arvingerne', der netop omhandler tre af landets rigeste familier - familierne bag Lego, Ecco og Bestseller.  Han fortæller, at Kjeld Kirk Kristiansen er rigere end Mærsk nogensinde har været.

»Kjeld Kirk Kristiansen er ubetinget Danmarks rigeste mand«, siger han og forklarer, at det blandt andet skyldes den måde, som formuerne er er placeret på. Mens hovedparten af Mærsks og hans families formue er placeret i en fond, der ejer en stor del af A.P. Møller-Mærsk, så er Lego 100 procent familieejet.

Og dertil kommer, at Lego virkelig har haft nogle gode år på det senest år.

»Lego er blevet så meget mere værd. Og Lego er jo andet end klodser, det er også en stor gruppe af forlystelsesparker. Lego Entertainment er blevet en multinational virksomhed, der har mellem 62 og 64 millioner gæster om året,« fortæller Søren Jakobsen.

Berlingskes erhvervsredaktør Peter Suppli Benson peger også på, at årsagen til, at Kjeld Kirk Kristiansen er rigere end Mærk nogensinde har været, skal findes i forskellen på ejerskabet i henholdsvis Lego og A.P. Møller Mærsk.

»Lego er en gammel familiekontrolleret virksomhed, mens A.P Møller i 50'erne lagde hovedparterne af virksomhedens aktier i en fond for at sikre, at der ikke skulle opstå slagsmål blandt arvingerne,« forklarer han.

Det betyder, at Mærsk ikke på samme måde havde rådighed over formuen, som Kjeld Kirk Kristiansen har. Og dermed bliver Kjeld Kirk Kristiansen rigere end Mærsk var.

»Vi har aldrig  i Danmark set en rigmand på linje med Kjeld Kirk,« siger Peter Suppli Benson.

Ifølge Berlingske Business efterlod Mærsk Mc-Kinney Møller sig et bo på 12 milliarder kroner. Hvis man forudsatte, at han var i live i dag, ville de 12 milliarder kroner bringe ham på en sjette plads blandt Danmarks rigeste.

Årsagen til, at Mærksk Mc-Kinney Møller i mange år før sin død blev fremstillet som Danmarks rigeste er blandt andet, at Berlingske Business Magasin i årevis talte fonds-formuer med i opgørelsen over landets rigeste. Men siden 2012 er det kun personlige ejerskaber, der indgår i formueopgørelsen.

Og dermed blev Mærsk Mc-Kinney Møller - eller rettere boet efter den gamle skibsreder - siden 2012 skubbet af førstepladsen.

Havde A.P. Møller-Mærsk stadig været familieejet og var Mærsk endnu i live, så havde han dog siddet tungt på tronen som Danmarks rigeste milliardær. Berlingske Business vurderer overfor bt.dk, at han i så fald havde været god for omkring 300 milliarder kroner - mere end dobbelt så meget som Lego-familien.