De fleste ved, at Danmark lige nu bomber Islamisk Stats terrorister fra F-16 kampfly - et eller andet sted 6000 kilometer væk fra Danmark.
De færreste ved dog, at et lille kontingent, som det hedder på militærsprog, med 120 danske soldater holder stand midt i Iraks ørken, hvor de er omringet og omklamret af terrorristerne.
Kaptajn Poul Broch er dog helt på det rene med, at han i sin bedste alder står midt i det såkaldte kalifats højborg - den grænseløse fundamentalistiske stat.
Skulle han komme i tvivl, så er han de seneste fem måneder blevet mindet om opgaven, når Islamisk Stat sender raketter ind over al-Asad-basen, hvor danskerne sammen med blandt andre 320 amerikanske soldater holder til - og bider fra sig, skriver stiften.dk.
I midten af ingenting - eller Helvede
»Det her er virkeligin-The Middle-of-No-Where,« siger den 35-årige århusianer.
Og kunne lige så godt sige, at den irakiske base ligger midt i helvede - eller den vestlige verdens største problem.
16. december forlod han sin kæreste i Viby for at være forkommando for Hold 1 af de danske soldater, som på basen træner irakiske soldater, så de lokale selv bliver i stand til at følge bombardementerne mod Islamisk Stat op på landjorden - og fordrive ondskaben Islamisk Stat.
»Basen har nærmest været forladt, siden USA trak sine tropper ud af Irak i 2011. Alt, hvad vi har bygget op de seneste måneder, er genbrug. Det er umuligt, at køre herind. Islamisk Stat kontrollerer hele området. Derfor skal alt flyves ind, og det er dyrt. Først skulle vi have vand. Der gik 13 dage, inden jeg fik mit første bad hernede. Hygiejnen var i begyndelsen reduceret til ét bad én gang om ugen - i tre minutter. Og vi sov 100 mand i én stor, åben hal i feltsenge - fra befalingsmænd til soldater,« fortæller Poul Broch til stiften.dk.
Madlede i feltrationerne
Kaptajnen, der først returnerer fra sin mission til Viby i juli, har mange funktioner. Han er blandt andet chef for at sikkerheden rent fysisk bygges op med blandt andet meterhøje betonmure på den del af den i omkreds 42 kilometer store base, som danskerne bruger.
Halvdelen af de danske soldater bruger deres dagligdag på at træne de uerfarne irakere op til rigtige soldater. Næsten lige så mange står for sikkerheden mod den fundamentalistiske trussel. Men det er mest de dagligdags ting mere end den konstante trussel, som fylder i hovedet på Poul Broch.
»For to dage siden fik jeg mit første friskt tilberedte måltid, mens jeg har været her. Det var fra nogle australiere på basen, som får fløjet kød ind. Vi lever udelukkende af feltrationer, og det giver altså madlede med pulvermad og pulvermælk. Men jeg kan leve højt på det måltid. Det er de små ting, som gør det hernede. Så bliver man så supertaknemmelig - og sådan er det også i kampen mod Islamisk Stat.«
Tænker ikke over faren
Poul Broch, der er udsendt på sin anden mission for Danmark, taler ikke om pulvermad og manglende kolde afvaskninger for at glemme faren ved at leve livet midt i Islamisk Stat.
»Selvfølgelig er der en fare. Vi er jo omringet, så længere er den ikke. Det er ikke for at spille smart, men jeg spekulerer ikke så meget i den. Vi har vores redskaber til at eliminere truslerne, og det gør vi. Vi har for eksempel vænnet os til, at når vi hører de indirekte trusler - når IS fyrer raketter af, mens vi arbejder ude i terrænet, er der 25-30 sekunder til at finde dækning inden nedslag,« fortæller Poul Broch, der er meget afklaret med sit liv som soldat i tjeneste for fædrelandet - og den vestlige verden.
Ikke værre job end lastbilchaufførerens
Den århusianske kaptajn beklager sig ikke over, at han må undvære sin kæreste i et halvt år. Han kan se en klar mission med sin opgave lige nu. Selv om kampen mod Islamisk Stat bliver svær at vinde endeligt.
»Sådan er det. Det er mit job. Langturschauffører og mange andre lider også afsavn. Uden det skal lyde for højtravende, har jeg en klar opgave, jeg vil fuldføre. I første omgang skal vi som Hold 1 bane vejen for, at de næste danske hold får gode arbejdsbetingelser. Lejren bliver bygget op efter alt var ødelagt. Vi lever samtidig i en verden, hvor der findes kræfter, der hader os. Det må vi forholde os til og gøre noget ved. Det føler jeg, at jeg er i færd med,« siger Poul Broch.
Islamisk Stat er trængt
Da det danske Hold 1 var på plads midt i januar, stod Islamisk Stats terrorister stærkt.
De havde stort set kontrollen over byen al-Bagdadi kun fem kilometer fra al-Asad-basen. Blandt andet angreb IS-selvmordsbombere direkte basen med danskerne.
»Men vi ser ikke så meget til dem lige nu. Bombardementerne fra luften med blandt andet vores F-16 fly hjælper. Vi kontrollerer også luftrummet bedre, så de ikke kan gemme sig. Men vi er stadig omringet,« siger Poul Broch, der som alle andre stiller sig selv det spørgsmål, om den danske og andre af koalitionens 50 nationer kan få trænet en ordentlig irakisk hær op, så den er i stand til at nedlægge Islamisk Stats fremhersken.
Totalt hærget ørken-miljø
Området, hvor de danske soldater befinder sig og stort set resten af provinsen af Anbar, der strækker sig op til Syrien, er i den grad hærget af Islamisk Stat.
Næsten ingen byer fungerer, og modløsheden er stor. Islamisk Stat terroriserer.
De 800 irakiske soldater, som danskerne forsøger at indgyde kamplyst og ditto evner, bor i en forarmet provins, hvor den dårlige løn ikke giver incitament i sig selv til at gribe maskingeværet.
Hele den vestlige verden har dog lavet den store fejl, at invadere Irak med egne tropper - én gang for meget. Derfor må lokale muslimer selv gøre arbejdet.
»Jeg synes, den menige soldat har en rigtig god motivation. Men der er nogle store udfordringer. Blandt andet hos de irakiske officerer. Da vi gik ind i 2003 blev hele den irakiske hær fyret. Nu står vi med nogle uuddannede officerer, som måske har været nogle udmærkede klanledere. Men der er lang vej derfra til at kunne lede soldater mod så godt organiserede terrorister som Islamisk Stats.«
Poul Broch tror dog på projektet.
»Det er jo lykkedes os at få en vandboring, så vi jævnligt kan få bad. Så meget kan lade sig gøre,« smiler århusianeren.
