Anton Taule Andersen er kun 12 år. Alligevel gennemlever han lige nu noget af det værste, et menneske kan opleve. For ganske få måneder siden mistede han nemlig sin kun tre år gamle lillesøster Annabella til kræften.

Søndag morgen den 23. april 2017 blev Anton vækket af sine bedsteforældre i sit hjem i Bagsværd. Søvnig og en smule omtumlet rejste han sig op i sengen. Han forstod ikke helt, hvorfor det var bedsteforældrene, der vækkede ham. Det var jo hans mor, Janne, der puttede ham dagen forinden, da han lagde sig til rette i sengen under sin dyne.

»Jeg anede ikke, hvad mine bedsteforældre lavede her, men så ringede min far. Vi skulle komme ind på Rigshospitalet med det samme. Nu skulle vi sige farvel til Annabella,« fortæller Anton.

Han sidder i sin grå lænestol på sit værelse og tænker tilbage på den dag, hvor hans tre-årige lillesøster Annabella døde efter et syv måneder langt sygdomsforløb. Den dag, hvor Annabella blev en del af de godt 17 børn i alderen 0-14 år, der ifølge Kræftens Bekæmpelse hvert år dør af en kræftsygdom.

Anton har altid brugt meget tid foran sin computer og med sin iPad. Sommetider kan det hjælpe på humøret, når han bliver ked af det. Så lever han sig ind i en helt anden verden og væk fra den virkelige.
Anton har altid brugt meget tid foran sin computer og med sin iPad. Sommetider kan det hjælpe på humøret, når han bliver ked af det. Så lever han sig ind i en helt anden verden og væk fra den virkelige. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Det var den værste dag i mit liv,« fortsætter han, mens han læner sig tilbage i stolen. Hans røde t-shirt kommer til syne bag hans opknappede skjorte.

Bag ham står et billede af Annabella fra da hun endnu levede, men kort forinden havde fået konstateret kræft i form af en tumor i bughulen. Anton stryger hånden gennem det mørke, krusede hår, og forsøger at sætte ord de følelser, der gik igennem ham på dagen, hvor hans lillesøster døde. Og selvom det indimellem kan være svært for ham at finde de rigtige ord, så er Anton en yderst reflekteret ung mand med en enestående evne til at bringe én ind i den verden af sorg, som han i øjeblikket befinder sig i.

Han er nemlig ikke bange for at tale om sit store tab. Tværtimod hjælper det Anton at tale om Annabella.

»Jeg havde altid en tro på, at hun ville blive rask. Det var jo ret tidligt, at man fandt ud af, at hun var syg, så jeg troede, det var en joke, da min far sagde, at hun ville dø. 'Du laver sjov', tænkte jeg. 'Det er ikke rigtigt',« fortæller Anton videre med vrede i stemmen, inden han trækker vejret dybt og falder ned igen.

»Turen derind husker jeg ikke, der er bare et sort hul, indtil jeg ser Annabella ligge i hospitalssengen. Hun lå bare der helt stille. Hun var ikke død endnu, så hun kunne stadig høre os.«

Det måtte være en joke, tænkte Anton, da hans far ringede og sagde, at han og bedsteforældrene skulle komme ind på Rigshospitalet og sige farvel til Annabella. Få timer efter blev der slukket for respiratoren. 
Det måtte være en joke, tænkte Anton, da hans far ringede og sagde, at han og bedsteforældrene skulle komme ind på Rigshospitalet og sige farvel til Annabella. Få timer efter blev der slukket for respiratoren.  Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

I tiden op til den søndag havde hans mor Janne og far Søren skiftevis været hos Annabella på Rigshospitalet, fordi hendes tilstand i ugerne forinden var forværret, efter lægerne havde forsøgt at styrke hendes immunforsvar med en knoglemarvstransplantation. Det skulle gøre det muligt efterfølgende at fjerne den tumor, som Annabella havde i bughulen. Men efter transplantationen opstod der komplikationer, og Annabella blev svagere og svagere i takt med, at hendes organer langsomt satte ud. Til sidst var det kun respiratoren, der holdt hende i live.

»Vi sagde alle sammen farvel. Det var lidt underligt. Vi sagde bogstavelig talt farvel til hende. Jeg gik over og prøvede at give hende et kram, men det gik ikke så godt,« fortæller Anton.

Hans stemme knækker en smule, mens han kigger hen på et billede af Annabella, som hænger på væggen over hans seng. I øjenkrogen sniger en lille tåre sig frem, men han holder den tilbage, selv om han godt ved, at det er i orden at være ked af det.

»Jeg kunne ikke give hende en krammer. Min mor og far sagde, at jeg skulle lade være. Hun skulle have fred, men jeg havde bare så meget lyst til det. Jeg gav hende næsten en krammer, men det var ikke sådan en rigtig en. Og så hviskede jeg hende i øret: ‘Håber vi ses igen.’ Så gik jeg.«

Hvad nu, hvis de tager fejl?

Vi skruer tiden tilbage til den 28. september 2016. Anton holdt fødselsdag for sine forældre og tre mindre søskende, fordi han få dage forinden var blevet 11 år gammel. Umiddelbart lod alt til at være, som det skulle være hos familien i Bagsværd. Det troede Anton og hans søskende i hvert fald. Men deres mor og far havde de seneste dage tilbragt timer på Herlev Hospital med Annabella.

I perioden op til havde Annabellas helbred skrantet. Hun havde ikke været syg. Sløj er nok en bedre beskrivelse. En lille smule feber, men aldrig så syg, at hun måtte blive hjemme fra børnehaven mere end et par dage. Alligevel valgte Janne og Søren den 20. september, få dage inden fødselsdagen, at tage Annabella med til lægen for at få hende undersøgt. Der var ikke umiddelbart noget at se, mente lægen, men hendes blodprøver viste et forhøjet indhold af CRP, C-Reaktivt Protein, så Annabella blev sendt videre til Herlev Hospital.

Annabella, der bare blev tre år gammel, ligger begravet på Parkkirkegården i Lyngby.
Annabella, der bare blev tre år gammel, ligger begravet på Parkkirkegården i Lyngby. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

På hospitalet kunne lægerne ikke umiddelbart stille en diagnose, men alt imens de var på vej ud af døren og hjem, blev Annabella dårlig. Lægen turde ikke sende den på det tidspunkt toårige Annabella hjem til huset i Bagsværd natten over, så hun måtte i stedet overnatte på hospitalet. Næste formiddag afslørede en ultralydsscanning en tumor i bughulen. Få dage efter bekræftede flere undersøgelser at der var tale om kræft.

»Det var herinde i rummet ved siden af, at min mor fortalte mig det,« siger Anton og vender sig om.

Han banker langsomt på væggen, der adskiller hans eget værelse fra søsteren Josefines værelse.

»Mor sagde, at Annabella havde nervecellekræft, og så blev jeg ked af det. Jeg vidste, at det var en alvorlig sygdom, og jeg tænkte bare, at det ikke måtte være rigtigt,« fortæller Anton og fortsætter:

»Så gik jeg ind på mit værelse og lagde mig ned på min seng og tænkte: ‘Jeg håber, hun tager fejl. Men hvad nu, hvis det er rigtigt. Hvad gør jeg så?'«

I den efterfølgende tid havde han ikke lyst til at tale med nogen, husker han. Havde han haft en nøgle til sit værelse, så havde han låst døren og smidt nøglen væk. I lang tid. Fordybe sig i et af hans mange computerspil og i en verden, der ikke var virkelig.

Men dagligdagen skulle fortsætte. Også selvom han på det tidspunkt kun er 11 år gammel. Derfor var han også hurtigt tilbage på skolebænken sammen med sine kammerater, der havde fået beskeden om, at Antons lillesøster var dødelig syg.

Antons far Søren har tilmeldt sig Team Rynkeby, som han i sommeren 2018 cykler til Paris sammen med for at samle penge ind til børn med kræft og deres familier. Her står Anton og Søren ved Annabellas gravplads i Lyngby.
Antons far Søren har tilmeldt sig Team Rynkeby, som han i sommeren 2018 cykler til Paris sammen med for at samle penge ind til børn med kræft og deres familier. Her står Anton og Søren ved Annabellas gravplads i Lyngby. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Annabella vidste ikke selv i starten, at hun var syg. Men efter noget tid forstod hun det bedre end mig, tror jeg. Hun kunne sit eget cpr-nummer. Men vi snakkede ikke om, at hun var syg, jeg lagde egentlig heller ikke mærke til det. Hun var jo stadig min lillesøster. Den samme person. Hun var bare syg.«

Annabella blev overflyttet til Rigshospitalets sengeafsnit 5054 - afdelingen for kræftramte børn - og mens hun lå der i månedsvis, flyttede familien fra Bagsværd ind i Ronald McDonald-huset ved Rigshospitalet. Her kan pårørende til syge børn bo, mens de er indlagt på hospitalet.

Anton boede der i flere perioder og havde sin skolegang på hospitalet. Afdelingens skoleklasse var en klasse for både pårørende og kræftsyge børn. Et tilbud til de berørte børn, så de ikke kommer bagud i skolen, ligesom den daglige omgang med andre pårørende og syge børn også medførte, at Anton fik en bedre forståelse for Annabellas sygdom.

Fritiden gik med at se fjernsyn og spille forskellige spil på iPaden, men Anton brød sig egentlig ikke om at være der, fordi det kun var sjældent, at han rent faktisk kunne lege med Annabella. Hun var simpelthen for svag.

»Og så savnede jeg mine klassekammerater,« fortæller Anton.

»Det var hårdt ikke at se dem i så lang tid, når man havde været vant til at se dem dagligt i så mange år.«

Søvn var der heller ikke meget af i den periode. Tankerne fløj rundt. Oftest var det Annabella, som han tænkte på, selvom han var overbevist om, at hun blev rask. Derfor havde det heller ikke strejfet ham, at juleaften 2016 kunne blive den sidste, som han holdt sammen med hende.

»Jeg var bare så glad for, at hun var hjemme. Det var så dejligt at fejre jul med hende,« siger han med glæde i stemmen og smiler.

‘Hun holder om mig’

Den første januar, på Annabellas fødselsdag, forværredes hendes tilstand. Annabella var ikke i stand til at generere nok ilt til sig selv, og hun blev til sidst lagt i narkose, men 'det vænner man sig til'. Det havde hun nemlig prøvet før undervejs i sit kræftforløb.

I tre uger lå hun i respirator, og mens Anton fortsat havde en tro på, at Annabella ville overleve den dødelige sygdom, så begyndte realiteterne så småt at gå op for hans forældre, Janne og Søren. De begyndte at tvivle på, om deres treårige datter kunne overleve alt det, som hun gik igennem.

Anton og hans mor, far og to mindre søskende på tur i Hareskoven. I tiden efter Annabellas død var Anton ikke i skole og blev undervist derhjemme. Et fast punkt på skemaet var en times gåtur i skoven, hvor de kunne tale og samle tankerne.
Anton og hans mor, far og to mindre søskende på tur i Hareskoven. I tiden efter Annabellas død var Anton ikke i skole og blev undervist derhjemme. Et fast punkt på skemaet var en times gåtur i skoven, hvor de kunne tale og samle tankerne. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Det var hårdt for familien at besøge Annabella. Særligt børnene, Anton og hans to mindre søskende, Eline på fire og Josefine på otte, syntes de mange slanger, der omgav Annabella, var uhyggelige.

»Jeg husker den dag, hvor jeg gav hende hendes knoglemarv,« erindrer Anton, mens han kigger på et billede af ham selv og Annabella, der sidder på hans skød. Billedet er taget på dagen, den 24. marts, hvor Anna skulle have knoglemarv fra sin ældre søster Josefine.

»Jeg drejede på tappen, så transplantationen gik i gang. Vi havde tilbragt hele dagen sammen, og her sidder hun hos mig og slapper af. Det er et godt billede. Hun holder om mig, og det var sjældent, hun gjorde det,« siger han lavt, mens han stryger sin tommelfinger hen over billedet.

I ugerne op til knoglemarvstransplantationen havde treårige Annabella vist tegn på forbedringer. Hendes immunforsvar var stadig helt i bund, men hun begyndte langsomt at kunne tale, og hun kunne gå selv. Derfor var det også med optimisme, at familien så frem til Annabellas transplantation.

Og den gik godt. Hun tog imod knoglemarven, som hun skulle. I hvert fald i starten. Men Annabella havde svamp i kroppen, som ikke var slået ned. Derfor skulle hun også behandles for svampen, og den behandling begyndte at modarbejde knoglemarven. Annabellas organer satte langsomt ud. En efter en. Hun var til sidst så syg, at hele hendes krop var påvirket, og man valgte derfor at slukke for respiratoren.

Tiden vil aldrig læge såret

»Annabella var en sød pige. Hun var der hele tiden, og hvis jeg blev ked af det, så kom hun over til mig. Vi var venner. Søskendevenner.«

Der er nu gået seks måneder, siden Annabella døde og efterlod et gabende tomrum hos familien. Anton og familien forsøger stadig at få en dagligdag til at fungere. Men hvordan går livet videre for en 12-årig dreng, når man har mistet det, man har allermest kært alt for tidligt?

For Anton hjælper det at tale om sorgen. Ikke med hans forældre, men derimod med andre - gerne nogen, som ikke er en del af hans familie.

»Mine forældre har måske en anden opfattelse end mig omkring det her. De har deres måde at sørge på, og jeg har min. De går til psykolog, og det føler jeg ikke, at jeg skal. Jeg vil hellere tale med mine voksenvenner,« siger Anton og forklarer, at et af hans forældres vennepar har haft stor betydning for hans bearbejdelse af sorgen.

Anton med et af de sidste billeder, der blev taget af hans lillesøster Annabella.
Anton med et af de sidste billeder, der blev taget af hans lillesøster Annabella. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»De har været med os igennem hele forløbet. Så taler vi om, hvor dum kræft egentlig er. Bare taler,« fortæller Anton, mens han sænker stemmen og kigger ned på sine fødder.

Han har også fået plads i en sorggruppe sammen med andre børn, der enten har mistet en, de har kær, eller kender nogen, som er dødeligt syge. Her har Anton fundet andre efterladte søskende, som han kan spejle sig, mens han frit kan dele ud og sætte ord på de følelser og den sorg, som han gennemlever i kølvandet på Annabellas død. Og det kan han godt lide, fortæller han selv.

»For det handler ikke kun om mig, og man kan være med til at hjælpe andre, der endnu ikke har mistet, men som så kan vide, hvad der sker, når de mister. Og så spiser vi god mad sammen.«

Og det har hjulpet Anton på vej. Selvom det tomrum, som Annabellas død har efterladt, aldrig vil blive udfyldt, så er han løbende blevet bedre til at håndtere sin sorg og ikke mindst den vrede på den uretfærdige verden, der sommetider opstår i ham.

Men trods bearbejdelse og sorgterapi, så nager den dårlige samvittighed alligevel Anton. Ikke fordi han kunne have gjort noget, så Annabella havde været i live i dag, det ved han godt. Men af og til kan han have en følelse af, han ikke var tilstrækkeligt til stede, mens Annabella var syg. En følelser, der typisk dukker op, når han besøger Annabellas gravplads i Lyngby.

»Hvorfor var jeg ikke på hospitalet med hende noget mere, tænker jeg, og jeg kunne have lyttet mere til hende. Det kan jeg godt blive ked af det over.«

Han kan mærke, når det kommer, forklarer han, og når det sådan kommer snigende, så er han hurtig til at gå ud og få noget luft eller lukke sig inde i sin egen verden bag computerskærmen.

»Det er ikke så slemt nu, som det var i starten, og jeg kan mærke, når jeg er ved at blive ked af det. I stedet for bare at blive sur og sparke og skubbe til ting omkring mig, så går jeg ud og hopper på trampolinen i haven eller spiller computer,« siger han.

Han kigger hen på sin computerplads på værelset, der er gemt væk bag to store, sorte skærme. På bordet står der et tastatur, der skiftevis lyser i alle regnbuens farver. Her har han brugt mange stunder, når han er blevet ked af det.

»Det er måske også det bedste, man kan gøre,« udbryder han og fortsætter:

»Lade være med at blive sur på alle andre. Man skal gå ud og tage lidt frisk luft, hvis man er ked af det, eller man kan sætte sig og tænke på noget andet.«