11 sønderjyder blev søndag indlagt med en alvorlig madforgiftning, som i værste fald kan være dødelig. Flere af dem havde problemer med at trække vejret.

Mandag morgen er seneste nyt fra Bjarne Dahler-Eriksen, der er lægefaglig direktør for Sygehuset Sønderjylland, at de syv patienter, der er indlagt på Sygehuset Sønderjylland, er i bedring:

»Den seneste status er fra klokken 6 i morges. Der havde vi samlet set syv patienter indlagt. Én af dem har fået modgift, og den kan give en kraftig allergisk reaktion. Derfor skal personen være på en afdeling, hvor der er et beredskab, men heldigvis reagerede vedkommende godt på modgiften,« oplyser Bjarne Dahler-Eriksen.

Han oplyser desuden også, at de seks andre patienter er i bedring, har færre og færre symptomer og allesammen er vågne og taler.

Det var et selskab bestående af 11 pensionerede arbejdskammerater i 80-årsalderen, der søndag var samlet til en frokost i Sønderjylland, der nær endte fatalt, da hele selskabet søndag røg på hospitalet med den sjældne og meget alvorlige madforgiftning botulismus, også kendt som pølseforgiftning.

»Vi formoder, at de 11 har spist sammen, og at de har spist den samme mad,« fortæller Bjarne Dahler-Eriksen til B.T. søndag aften.

Ekstra Bladet skrev om det voldsomme tilfælde af madforgiftning sent søndag aften, som skabte en krisesituation på hospitalet.

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Den lægefaglige direktør forklarer, at det ikke er alle de 11, der har symptomer. Fire af dem er blevet indlagt til observation, mens andre lige frem er kørt på intensiv afdelingen. Det har også været nødvendigt at køre et par af dem til Odense og en enkelt til Flensborg, mens en enkelt var på vej til København og fik det dårligt. Den person er indlagt på Rigshospitalet.

Sygdommen er meget sjælden i Danmark, og hvert år er der kun mellem nul til to tilfælde herhjemme. Derfor måtte sygehuset også hente hjælp fra både Tyskland og Norge for at få fat i en modgift, der kunne slå forgiftningen ned.

Direktøren forklarer, at den bakterie, som udvikler forgiftningen, er en nervegift som kan sammenlignes med botox. Den lammer musklerne, og patienterne får svært ved at trække vejret. Hvis de ramte ikke får hjælp i tide, kan bakterien være dødelig.

»Vi har straks alarmeret fødevaremyndighederne og Styrelsen for Patientsikkerhed for at få fundet smittekilden. Det er vigtigt at finde ud af, om smitten kommer fra mad, som de har købt, eller fra noget, de selv har lavet,« Bjarne Dahler-Eriksen.

Han roser sit personale for at have håndteret situationen flot og professionelt.

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.