11 personer fra Sønderjylland er søndag blevet indlagt med symptomer på den alvorlige madforgiftningsbakterie botulismus, som populært går under navnet pølseforgiftning.

Det skriver Ekstra Bladet.

Der er angiveligt tale om nogle familier, som har spist sammen. De er blevet indlagt på flere forskellige sygehuse, hvor flere af dem er på intensivafdelingen, da de ikke kan trække vejret.

Det fortæller Bjarne Dahler-Eriksen, der er lægefaglig direktør i Sygehus Sønderjylland, til Ekstra Bladet.

»Det menes, at alle 11 har spist sammen. Vi har meget tidligt involveret embedslæge og fødevarestyrelse. De er i fuld gang med at undersøge den mad, som man mener, at familierne har spist.«

»Det vigtige at finde ud af er, om det er noget, der har været til salg, eller om det har været hjemmelavet,« siger han til Ekstra Bladet.

Styrelsen for Patientsikkerhed og Fødevarestyrelsen er orienteret om hændelsen. Der arbejdes på at finde kilden til bakterien.

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

/ritzau/