Skal danskerne til at betale mere for deres kød og mindre for de grønne varer?

Lige nu tyder det på, at svaret ligger hos Venstre. 

Det er nemlig det eneste af de tre partier i SVM-regeringen, der ikke er positivt stemt over for nogen af de to ideer. 

Moderaterne foreslog i december, at en afgift på oksekød skal betale for lavere moms på grønne fødevarer med lav klimabelastning. 

Og efter 365discount har haft succes med at fjerne momsen på frugt og grønt i en uge, har også skatteminister Jeppe Bruus (S) meldt ud, at differentieret moms på fødevarer er en mulighed.  Han vil dog ikke forholde sig til, om der så skal være højere afgifter på kød.

»Jeg synes, det er enormt positivt, at der bliver købt mere frugt og grønt. Der er ingen tvivl om, at prisen har en indflydelse, det tror jeg, at alle os, der handler ind til dagligt, godt ved,« sagde Jeppe Bruus mandag til B.T.

Men hvor står så Venstre, der er det tredje regeringparti?

»Kort fortalt. Så er vi ikke tilhængere af differentieret moms på fødevarer,« lød det på 25. januar fra Venstres skatteordfører, Jan E. Jørgensen, da han blev spurgt om en holdning til Moderaternes forslag om lavere moms på frugt og grønt.

Onsdag præsenterer en gruppe af eksperter nogle bud på, hvordan en fremtidig CO2-afgift kan se ud.

Og her har B.T. nu erfaret, at der foreslås en ekstra afgift til landmændene for oksekød, der betyder, at kunderne vil betale mere for at købe en pakke oksekød i supermarkedet. 

Jan E. Jørgensen, vi erfarer, at ekspertgruppen vil foreslå, at der kommer ekstra afgifter på oksekød, hvad siger du til...

Mere når B.T.s reporter ikke at sige, da Jan E. Jørgensen afbryder spørgsmålet. 

»Jeg er nødt til at stoppe dig med det samme. Du bliver simpelthen nødt til at vente på at få udtalelser om Svarer-udvalget (ekspertgruppen red.), der er vi slet ikke endnu,« siger V-politikeren. 

Så du kan ikke sige, hvad Venstre nu mener om det her?

»Jeg kan ikke sige andet, end du bliver nødt til at vente,« siger Jan E. Jørgensen og tilføjer: 

»Tålmodighed er en dyd.«