Efter et historisk comeback er Coop igen på rette kurs. Men hvordan undgår butiksgiganten, at succesen bliver en enlig svale?

Detailhandelsekspert Bruno Christensen, som har fulgt den danske dagligvarebranche i årtier, advarer mod at tro, at faren er drevet over.

»De skal fortsætte ud ad den linje, de kører nu – og med endnu større styrke,« siger han.

Ifølge Bruno er det nemlig ikke Coops medlemsmodel, der har sikret den økonomiske genrejsning – men noget helt andet:

»Det vil Coop nok ikke indrømme, men i min verden er det ikke medlemskabet, der sikrer de her resultater. Det er godt købmandskab – og det har OK bidraget med. Det har givet ledelsen arbejdsro og skabt en ny kultur.«

Coop, der står bag kæder som SuperBrugsen, Kvickly, Brugsen og 365discount, har taget de første skridt i den rigtige retning. Men hvis fremgangen skal holde, kræver det benhårde valg, påpeger detaileksperten:

Skær i toppen
»Det er ude i butikkerne, de skal tjene deres penge – ikke inde på hovedkontoret,« siger Bruno Christensen og tilføjer: »Hvis der stadig er mulighed for at reducere medarbejdere dér, skal man gøre det.

Luk dødssejlerne
»Man skal ikke køre rundt med tabsgivende butikker, bare fordi det ser pænt ud på landkortet,« advarer han og tilføjer: »Hvis en butik ikke kan give overskud, så luk den – og brug kræfterne der, hvor det virker.«

Styrk de stærke
»De butikker, der fungerer og tjener penge, skal have maksimal støtte. Giv dem de rigtige varer til de rigtige priser – og sørg for, at butikkerne er shinet op, så kunderne får en god oplevelse.«

Bruno Christensen slår dog fast, at Coop allerede har startet det nye regnskabsår godt, men han advarer mod at slække på tempoet:

»Hvis man slækker på indsatsen, så mærker kunderne det, og så går de bare over til konkurrenten. Så fokus skal være på sund drift, gode butikker og godt købmandskab.«