Du kender det måske: Du har købt en avocado med hjem fra supermarkedet og skal til at lave en avocadomad eller en omgang guacamole. Men pludselig viser det sig, at avocadoen er umoden.

Nu vil en ny maskine sørge for, at du kan undgå det problem fremover.

En særlig avocado-scanner bliver nemlig testet i en Coop Mega-butik i Vinderen i Norge, skriver norske TV 2.

Scanneren, der altså står i supermarkedet ved siden af avocadoerne, kan så fortælle dig, om din avocado er spiseklar - eller om den umoden.

»Vi ved, at avocado er det produkt, som de fleste kunder er utilfredse med, og derfor tester vi nu den her scanner i håbet om, at det kan være med til at kundeoplevelsen bedre. Og ikke mindst, for at vi kan mindske madspild,« fortæller kvalitetschef for frugt og grønt i Coop Norge, Eirik Solvang til norske TV 2.

Han forklarer, at scanneren måler niveauet af vand, stivelse og sukker i avocadaoen, og på den baggrund giver en vurdering af hvor moden den er.

Scanneren arbejder med fire niveauer af modenhed: 'Spis i dag', 'moden og blød', 'moden og fast' og 'vent et par dage'.

Norske TV 2 beretter, at andre supermarkedkæder holder øje med, om avocadoscanneren virker efter hensigten, inden de tager nogle beslutninger om, hvorvidt de også vil prøve den af eller tage den i brug.