Rema 1000 er endnu engang kåret som danskernes foretrukne brand.
Dagligvarekæden topper nemlig YouGovs liste over Best Brands 2025, skriver analysevirksomheden i en pressemeddelelse ifølge RetailNews.
Sidste år lå Rema 1000 ligeledes nummer et på listen.
De forskellige brands er blevet bedømt ud fra seks forskellige parametre, heriblandt kvalitet, generelt indtryk, værdi for pengene, anbefaling, omdømme og kundetilfredshed.
»Rema 1000 beviser endnu en gang, at deres værdibaserede strategi, hvor kvalitet og pris går hånd i hånd, rammer plet hos de danske forbrugere. Det er noget, der giver stor kundeloyalitet,« siger Elin Scotford, der er analytiker hos YouGov.
På andenpladsen over danskernes yndlingsbrands finder man Matas og MobilePay.
Lurpak, Lego, Ikea, DRTV, Sygeforsikringen 'Danmark', DR og Arla indtager de resterende pladser.
Rema 1000 fik en score på 47,2 i 2025 og 46,4 i 2024. Til sammenligning fik listens andenplads, Matas, en score på 41,1 i år.
