Har du købt snittet grønkål i Rema 1000 eller på nemlig.com, er det en god idé at tjekke din vare en ekstra gang.

Bakterien 'Listeria monocytogenes' er nemlig blevet påvist i den snittede grønkål, som nu tilbagekaldes af GASA Nord Grønt.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

»Infektion med listeriabakterier kan give influenzalignende symptomer, feber og hovedpine og i sjældne tilfælde mave-tarmproblemer,« lyder det.

»Hos personer, der er særligt modtagelige for eksempel på grund af et svækket immunforsvar eller graviditet, kan der opstå alvorlig sygdom som blodforgiftning eller hjernehindebetændelse (meningitis).«

Produktet har sidste anvendelsesdato 25. og 27. november 2025.

Førstnævnte er solgt i Rema 1000, mens sidstnævnte er solgt på nemlig.com.

Derudover har den et nettoindhold på 250 gram og et lotnummer, der lyder: 01.02 : 47-1.

Har du købt den snittede grønkål fra GASA Nord Grønt råder Fødevarestyrelsen til, at du leverer produktet tilbage, hvor det er købt, eller kasserer det.