Langt de fleste danskere kender nok bedst kok og kogebogsforfatter Thomas Herman fra tv-programmer som Masterchef og DR-programmerne Puk og Herman - men de seneste år har han været væk fra skærmen.
Og det er der flere årsager til, forklarer Thomas Herman i den seneste udgave af podcasten Spar Kassen.
»Til sidst blev jeg kvalt i det. Jeg lavede faktisk tv et halvt år ad gangen. Jeg blev mættet af det lige pludselig. Også fordi du bliver hårdt eksponeret. Dengang var der ikke Netflix. Der var DR, TV 2 og TV 3,« siger Thomas Herman:
»Du bliver ekstremt eksponeret på DR. Jeg kan huske det første Puk og Herman-program, vi lavede, der var jo 900.000 seere. Det er jo fuldstændig vanvid i dag. Det ser du jo ikke i dag.«
Senere bliver Thomas Herman spurgt ind til, hvad det var ved eksponeringen, der gjorde, at han fik nok:
»Når du går på gaden gennem København og ser nogen, du har set i fjernsynet, lur mig om du ikke lige kigger og måske skubber til den, du er sammen med, og siger: 'er det ikke....' Man bliver meget eksponeret. Og det er ikke specielt fedt.«
Thomas Herman afviser dog ikke kategorisk at ville lave tv igen.
»Jeg skal først lave fjernsyn igen, når man tænker, at det er et program, der gør seerne klogere. Det skal ikke være fald på halen-humor. Det skal ikke være, at to procent af programmet er mad, og at resten er reality-baseret. Jeg har behov for at lave fjernsyn, hvor jeg ligesom kan give nogle råd videre. Jeg vil gerne gøre en forskel.«
I programmet kommer Thomas Herman også med et bud på en god ret til aftensmaden - og et par tip til at spare penge på mad. Derudover fortæller han om sin karriere som Michelin-kok.
Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.