Kosmetikkæden The Body Shop er onsdag gået konkurs.

Det bekræfter advokat Anders Hoffmann Køningsfeldt, efter at B.T. er kommet i besiddelse af et brev fra Sø- og Handelsretten, der udpeger ham som kurator i konkursboet.

Selskabet B.S. Danmark A/S, der råder over 15 Body Shop-butikker i Danmark, blev erklæret konkurs onsdag morgen, fortæller Køningsfeldt.

»Indtil videre er butikkerne lukket, og så skal vi have dannet os et overblik over, hvad vi har; om vi skal holde åbent og få solgt tingene, eller om vi skal holde butikkerne lukkede.«

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra The Body Shop inden artiklens udgivelse.

Køningsfeldt, der er partner i advokatselskabet Bech-Bruun, har ikke haft nogen længere samtale med direktøren i The Body Shop, siger han.

»Vi har orienteret ham om konkursen i dag, men vi har ikke haft nogen nærmere dialog med ham.«

»Han er orienteret om, at selskaberne er taget under konkursbehandling nu.«

Der findes Body Shop-butikker i Danmark, der ikke hører under B.S. Danmark A/S – herunder i Frederiksberg Centret i København og i Vejle – det er på nuværende tidspunkt uvist for B.T., om disse også lukker.

Også gået konkurs i England

Køningsfeldt siger, at The Body Shop i England også er taget under konkursbehandling.

»Det her er en afledt effekt af, at de er gået konkurs i England.«

For blot to uger siden skrev Sky News, at den britiske gren af The Body Shop var gået i betalingsstandsning.

»Body Shop har stået over for en længere periode med økonomiske udfordringer under tidligere ejere, hvilket er faldet sammen med et vanskeligt handelsmiljø for den brede detailsektor,« lød det blandt andet i en udtalelse ifølge Sky News.

The Body Shop stammer oprindeligt fra Storbritannien, hvor kæden blev grundlagt i 1976.

Gennem 1990'erne og 2000'erne ekspanderede den rundt omkring i verden, og i 2006 blev den solgt for 675 millioner pund svarende til 4,6 milliarder kroner til L'Oréal.

I 2017 blev kæden igen solgt, men siden er det gået ned ad bakke.

Opdatering klokken 20.30: Kurator i konkursboet oplyste i første omgang til B.T., at alle The Body Shop-butikker har hørt under selskabet B.S. Danmark A/S, og at de derfor alle er lukket – B.T. er dog siden blevet opmærksom på, at der findes The Body Shop-filialer, som ikke hører under B.S. Danmark A/S, og vi kan derfor på nuværende tidspunkt ikke bekræfte, at alle The Body Shop-butikker er lukket – den oplysning er derfor fjernet fra artiklen.