Ægteparret Susanne Blomstergren og Keld Bording samt deres tre børn har virkelig mærket, at priserne for mad er steget heftigt de seneste år.

»Vores madbudget er nu på 9.000 kroner, og det er tæt på dobbelt så meget som for nogen år siden,« siger Susanne Blomstergren og tilføjer:

Her ses sønnen Cosmo ved siden af en af familiens indkøbsvogne.
Her ses sønnen Cosmo ved siden af en af familiens indkøbsvogne. Foto: Thomas Nørmark Krog

»Det er ret vildt.«

Familien fra Middelfart på Fyn er nogen af de mange danskere, B.T.s reporter møder på den tætpakkede parkeringsplads ved den amerikanske dagligvaregigant Costco, der ligger lidt uden for Malmø i det sydlige Sverige.

Den svenske regering har nemlig besluttet, at momsen på alle fødevarer fra 1. april sænkes fra 12 til 6 procent.

Og Jannick Nytoft, der er administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd, gør opmærksom på, at mange danskere allerede kører over Øresundsbroen for at handle ind.

B.T. har været forbi den amerikanske dagligvaregigants kæmpe store butik lidt uden for Malmø.
B.T. har været forbi den amerikanske dagligvaregigants kæmpe store butik lidt uden for Malmø. Foto: Thomas Nørmark Krog

»Grænsehandel i Sverige er lidt overset, men det er ikke det samme som, at den ikke findes. Tværtimod! Danskerne handler i stor stil i Sverige,« siger han.

Susanne Blomstergren gør det også klart, at det ikke kun er den halverede moms, der får hendes familie til at handle stort ind i Sverige.

»Vi har godt set, at momsen er halveret, men foruden momsen er det altså markant billigere at købe forskellige madvarer her,« siger hun.

Momssænkningen gælder frem til 31. december 2027 og vil ifølge det svenske medie Aftonbladet koste 37 milliarder svenske kroner.

Det svarer til 25 milliarder danske kroner.

Danmark har en generel moms på 25 procent, hvilket er den højeste moms på fødevarer i Europa.

Før valget besluttede den daværende SVM-regering sammen med De Konservative, Danmarksdemokraterne, SF, Enhedslisten, Alternativet og De Radikale, at der afsættes seks milliarder kroner årligt til at sænke momsen fra 2028.

Men det er stadig uafklaret, om pengene skal bruges til at sænke momsen helt på frugt og grønt eller lidt på alle fødevarer.

Susanne Blomstergren undrer sig over, at det lade sig gøre at sænke momsen på fødevarerne i Sverige, mens det går mere langsomt i Danmark. 

»Jeg kan bare se, at priserne stiger og stiger i Danmark, så vi kommer da til at handle i Sverige eller Tyskland igen,« siger hun.