Der er fuld fart på debatten om, hvorvidt nogen har udnyttet priskrigen på smør til at hamstre så store mængder, at andre må gå forgæves.
Nu melder endnu en af dem, der har hamstret rigtig meget smør, sig på banen.
B.T. har talt med Susan, der på en enkelt dag i sidste uge købte 120 pakker Lurpak i discountkæden 365discounts butik i Bjerringbro i midten af Jylland.
»Vi har købt, så det rækker til cirka et år,« siger Susan, der på grund af hadbeskederne til Pia Abrahamsen, som også har hamstret 120 pakker smør til et helt år, ikke ønsker sit fulde navn frem, men B.T. kender hendes identitet.

I den lokale 365discount var der ikke nogen maksgrænse for, hvor meget Lurpak til syv kroner stykket, der måtte købes om dagen.
Hos discountgiganterne Rema 1000 og Netto er det ellers sådan, at hver kunde blot må købe seks pakker af de markante tilbud på enten Lurpak eller Kærgården.
Og blandt andet har dybt frustrerede Jytte Elmholt fra Brøndby fortalt, hvordan kunden foran hende i køen fik lov til at købe 18 pakker Lurpak, der var sat ned til otte kroner.
Og samme dag oplevede hun, at der var udsolgt af Lurpak.

Jytte Elmholt og andre mener, at det er grådigt overfor andre, at købe 120 pakker Lurpak, så der ikke er mere tilbage til andre. Kan de ikke have en pointe i det?
»Jo, måske, men hvis der var begrænsninger, havde jeg heller ikke købt så meget,« siger Susan, der slår fast, at der ikke var udsolgt efter hende og mandens køb.
Er det sådan nu, at I ikke igen vil købe så mange pakker smør, når du kan se på, at det skaber vrede hos andre?
»Nej, jeg tænker da, vi gør det igen næste år, hvis tilbuddet uden begrænsning skulle komme igen, og hvis vi stadigvæk bruger så meget smør til den tid,« siger hun.
Hvad er det, I bruger så meget smør til?
»Madlavning og bagning,« siger Susan, der bor med sin mand og to børn.