Discountsupermarkederne stormer fremad, og særligt én discountkæde har spillet en større rolle i år, end den gjorde sidste år. 

Coop365discount er nemlig det brand, der har forbedret sig mest sammenlignet med sidste år ifølge en undersøgelse fra Yougov, som måler kundernes tilfredshed af de største brands i Danmark. Supermarkedet er tæt forfulgt af store brands som nemlig.com, Ryanair, Coops vareserie og Yousee. 

Men ifølge detailekspert Bruno Christensen skyldes det ikke nødvendigvis, at butikskæden har forbedret sig markant, men blot at den bliver eksponeret for flere mennesker nu. 

»Jo flere butikker, jo større vingefang. Coop365discount er jo et forholdsvis nyt brand, og i dag er der markant flere butikker landet over, end der var i 2022. Det gør også, at de bliver langt mere synlige på markedet.«

»Jeg anser derfor ikke kæden for at have forbedret sig markant butik for butik,« siger Bruno Christensen. 

Han understreger dog, at Coop stadig skal være meget tilfredse med målingen.

»Når vi foreksempel handler i en butik dagligt eller ugentligt, bliver vi også ofte gladere for butikken, og der er flere, der handler i kæden, når der er flere butikker.«

»Butikkerne anstrenger sig jo efter bedste evne for, at deres nye kunder skal kunne lide at handle netop der. Og målingen kan tyde på, at det lykkedes for Coop,« siger detaileksperten.    

Coop365discount er en del Coops forholdsvis nye satsning, hvor langt de fleste Fakta-butikker er omdannet til den grønne discountpendant.