Store ændringer i Rema 1000
Det er snart slut med specifikke placeringer i Rema 1000.

Det er snart slut med specifikke placeringer i Rema 1000.

Inden jul skal omkring 50 butikker være bygget om.
Det er indretningen, som får en overhaling, lyder det fra Jonas Schrøder, kommunikations- og ansvarlighedsdirektør i den norskejede discountkæde, til RetailNews.
Overhalingen skal rykke rundt på varerne, så de mest populære og nødvendige hverdagsvarer bliver lettere at finde.
Det bliver på bekostning af de varer, man traditionelt set har haft på de pågældende placeringer for at fremme impulskøb hos kunderne.
»Fremover vil vi bruge de bedste placeringer til de bedst sælgende og mest nødvendige varer, så kunderne ikke skal lede efter dem,« siger Jonas Schrøder.
Det bliver blandt andet alkohol i form af øl og vin, som bliver rykket mod midten fremfor yderkanten.
Det samme princip gælder slik og chips.
Senest i september 2027 skal alle kædens over 430 butikker være tilpasset konceptet.